Digitale byggeløsninger sælger godt
RIB A/S indgår aftale med stor skandinavisk bygherre om levering af systemer til digitalt projekt- og byggearbejde i 5D BIM
Danske RIB A/S, der er del af RIB koncernen og leverandør af 5D BIM Big Data teknologi til byggebranchen, har netop indgået en historisk stor aftale om brug af RIB’s produkter og services med et førende skandinavisk ejendomsudviklingsselskab.
Kunden er et af Skandinaviens største ejendomsudviklingsselskaber. Virksomheden har anvendt RIB’s digitale IKT værktøjer på sine projekter i flere år og udvider nu samarbejdet med RIB som grundlag for det daglige projekt- og byggearbejde.
Målet er bedre processer og eksekvering, bedre byggeri og mere værdiskabelse igennem hele værdikæden.
Mads Bording, CEO for RIB A/S, oplyser at den seneste ordre er den tredje store aftale indgået i Norden, siden Byggeweb og RIB fusionerede. Han vurderer, at Skandinavien udviser stort momentum og villighed til at adoptere RIB’s teknologi og deltage i transformationen af byggebranchen fra en traditionel til en avanceret og industrialiseret branche.
RIB koncernen er grundlagt i 1961 og er noteret på fondsbørsen i Frankfurt. Med 700 ansatte, mere end 30 kontorer og 100.000 kunder over hele verden er RIB markedets førende virksomhed indenfor BIM-løsninger til byggeriet.
RIB har en vision om at ændre byggeriet fra en traditionel industri til en avanceret industri inden 2020. Virksomhedens vækstmål er ambitiøse og understøttes af tocifrede vækstrater i både omsætning og indtjening.
RIB's danske datterselskab, RIB A/S (tidligere Byggeweb A/S), beskæftiger 37 medarbejdere i Jylland og på Sjælland og har hovedkontor i København.
-cmn