Ejendomsselskab satser på boliger

Ejendomsselskab satser på boliger

Ejendomsselskabet Prime Office præsterede i 2024 et nettoresultat på 90 millioner kroner mod 93 milllioner kroner året før

Prime Office havde i 2024 en omsætning på 202 millioner kroner mod knap 198 millioner kroner året før, mens før-skat resultatet blev på 106 millioner kroner mod godt 114 millioner kroner i 2023. Nettoresultatet blev på 90 millioner kroner mod knap 93 millioner kroner året før.

Regnskabet blev positivt påvirket af en værdiregulering af ejendomme på 28,7 millioner kroner. Balancen er nu på godt 2 mia. kr. med en soliditet på 46,1 procent.

Boligejendomme har siden 2015 været det primære forretningsområde for Prime Office, og selskabets udlejningsprocent for boliger er på 98 procent.

Erhvervsejendomme sælges fra

Danmark og Tyskland er de centrale investeringskategorier for selskabet. Investering i boligejendomme har en lav risiko og et stabilt cashflow, fremgår det af årsrapporten, hvoraf det tillige fremgår, at selskabets bestyrelse fastholder strategien med at investere i boligejendomme i Tyskland og i Danmark. Omvendt vil erhvervsejendomme blive solgt fra.

-Erhvervsejendomme er ikke koncernens primære investeringsområde, og derfor sælges de fra. Bestyrelsen har i flere år vurderet, at erhvervsejendomme i mindre byer og med en høj grad af retail ligger uden for selskabets kompetencer, og egentlig ejendomscentre udenfor de store byer viser lige som i Danmark svære tider, hedder det således i årsrapporten.

Boligejendomme har siden 2015 været det primære forretningsområde for Prime Office, og selskabets udlejningsprocent for boliger er på 98 procent.

Selskabets kontorejendomme er fuldt udlejede, mens erhvervsejendommene i form af centerejendomme og retailejendomme har en tomgang på 7 procent.

Huslejerne for koncernens boligejendomme er i 2024 steget med 8,3 procent og huslejerne for kontorejendommene er steget med 1,7 procent. Huslejer for erhvervsejendomme er faldet med 14,6 procent efter salg af boligejendomme til K/S Danske Immobilien, og salg af erhvervsejendomme i 2023 og i 2024.

I årsrapporten hedder det videre, at der fortsat er stor usikkerhed på de finansielle markeder og geopolitisk uro, men de seneste års erfaringer tyder på, at selskabets forretningsmodel ikke er særlig udsat. Dog tager forventningerne for indeværende år netop forbehold herfor.

For 2025 forventer selskabet en omsætning på mellem 195-210 millioner kroner, et resultat af primær drift på 105-125 millioner kroner, og et overskud før skat og værdireguleringer af ejendomme på 65-85 millioner kroner. 

Selskabet råder over 272.580 kvadratmeter ejendomme, hvoraf 76 procent er boligejendomme, mens 12,2 af selskabets ejendomme er kontor og 11,8 procent er erhverv i Hamburg, Kiel, Lübeck og en række andre nordtyske byer.

Stort boligbyggeri

Dertil kommer 29.000 kvadratmeter boliger, som er under opførelse på Aarhus Ø. Prime Office indgik således august sidste år en totalentreprisekontrakt med bygge- og anlægsvirksomheden Aarsleff om opførelse af et ca. 29.000 kvadratmeter boligbyggeri på Aarhus Ø – Mejlbryggen B og Mejlbryggen C.

Der er tale om 309 etageboliger opført som to karreer. Mejlbryggen B opføres i 8 etager + kælder. Det samlede etageareal er på ca. 17.446 m2, hvoraf 3.215 m2 er kælder. For Mejlbryggen C opføres 7 etager + tagterrasse og kælder med et samlet etageareal på 18.863 m2, hvoraf 4.281 er kælder. Herudover anlægges 134 p-pladser og 6 handicapegnede p-pladser.

 

 

 

22/3 2025