Entreprenør plukker ny direktør hos Dansk Boligbyg
Rasmus Friis har ansat Rasmus Hougaard som ny teknisk direktør og gør nuværende teknisk direktør, Søren Laubjerg Daugaard, til ny vicedirektør. Ansættelsen betyder, at der frigøres nye ressourcer til vækst og udvikling
Øget vækst og travlhed hos Rasmus Friis A/S har skabt et behov for at styrke den nuværende ledelse. Derfor har virksomheden taget en strategisk beslutning om at udvide direktionen fra to til tre mand, med ansættelsen af Rasmus Hougaard som ny teknisk direktør.
Rasmus Hougaard indtræder i direktionen pr. 1. marts 2023 og bliver en del af den nuværende ledelse.
Samtidig udnævnes nuværende direktionsmedlem Søren Laubjerg Daugaard til ny vicedirektør, og Michael Borchers fortsætter som administrerende direktør i Rasmus Friis A/S.
Flere ressourcer til fortsat øget vækst
Rasmus Hougaards hovedansvar bliver produktion og budgetopfølgning på virksomhedens igangværende byggesager i tæt samarbejde med afdelingens fire afdelingsledere og de øvrige knap 50 ansatte i virksomheden.
Ansættelsen af Rasmus Hougaard betyder samtidig, at der frigives en række ressourcer for tidligere teknisk direktør Søren Laubjerg Daugaard, som i sin nye rolle som vicedirektør fremadrettet skal fokusere mere på forretningsudvikling og salg.
- Tidligere stod vores moderselskab Tetris for hovedparten af vores opgaver, men de sidste par år har vi skabt øget vækst ved at rette blikket mod nye målgrupper. Det har betydet, at omkring 50 % af vores omsætning i dag genereres fra eksterne samarbejdspartnere – og der er fortsat meget at hente i det marked, siger Søren Laubjerg Daugaard.
Teknisk tung baggrund
Rasmus Hougaard har en baggrund som bygningscivilingeniør fra DTU, og har senest arbejdet for Oskar Group og Dansk Boligbyg, hvor han har haft ansvaret for deres entreprenørafdeling Oskar Byg med fokus på bl.a. risikoafdækning og udviklingsprojekter. Rasmus Hougaard har desuden mere end 25 års erfaring med både nybyg og renovering.
- Jeg ser frem til med lige dele glæde, spænding og ydmyghed at indtræde i den nuværende ledelse. Det er en virksomhed med tydelige og klare værdier, og jeg glæder mig til fremadrettet sammen med det øvrige hold at løfte barren endnu højere på projekter og de vækstmuligheder, som vi ser, siger Rasmus Hougaard.
-dc