Forrygende renovering af boligområde
Boligforeningen Alboa i Aarhus har haft ”Midtvejsgilde” på renoveringen af 156 boliger
Boligforeningen Alboa i Aarhus har netop haft ”Midtvejsgilde” på renoveringen af 156 boliger med Dansk Boligbyg som hovedentreprenør. Renoveringen omfatter bl.a. installation af klimaanlæg og solceller, samt nye vinduer og facader. Projektet omfatter otte boligblokke med et etageareal på i alt 12.000 m2. Entreprisesummen er 93 mill. kr. Arbejdet blev påbegyndt i september 2014, og skal afleveres til Alboa til januar.Næstformand i Alboa, Michael Korsholm, sagde ved midtvejsgildet bl.a., at resultatet af 1. etape er ”forrygende”, og han takkede for, at der i renoveringsprocessen er taget hensyn til de beboere, der har valgt at blive boende under arbejdet. Han gjorde opmærksom på, at 80 håndværkere er i gang hver dag, fordelt på de otte boligblokke i Søndervangen, Viby J. Renoveringen kan føres tilbage til 2006, hvor der var ønske om inddækning af altanerne. Siden udviklede ønskerne sig, og resultatet er bl.a. nye vinduer og facader, solceller på tagene, genbrug af regnvand og installation af klimaanlæg.
Indvendigt og udvendigt
Boligblokkene er fra 1966, og den gennemgribende renovering er både udvendig og indvendig og omfatter også udearealerne. 60 af de 156 lejligheder renoveres og ombygges til 48 lejligheder, der er egnede til kørestolsbrugere. Efter renoveringen fremstår de som helt nye med nyt inventar og overflader overalt. I opgangene til disse lejligheder etableres der desuden elevator. Alle boliger får ny større og lukket altan, og facaderne beklædes med skærmtegl. Terrænet udenfor bebyggelsen på Søndervangen sænkes, så alle boliger får niveaufri adgang, ligesom der etableres ny belægning og nyt haveanlæg.
Samtidig med markeringen af afslutningen på 1. etape af projektet er nedbrydningen i fuld gang i de sidste af boligblokkene. Det samlede projekt afleveres af Dansk Boligbyg til Alboa om godt seks måneder – i januar 2016.
-kj