Klarlæg årsager til fugesvigt før udskiftning Fugeslip i fugemasse. Foto: Byg-Erfa.

Klarlæg årsager til fugesvigt før udskiftning

Har en fuge synlige tegn på fugesvigt eller på at være udtjent – eksempelvis hvis der trænger vand eller luft igennem – skal den udskiftes. Spørgsmålene er med hvad – og hvad årsagen til svigtet er

En fuge defineres som en samling mellem to eller flere bygningskomponenter eller samlingen omkring en komponent, eksempelvis et vindue indbygget i en ydervæg. En facadefuge danner adskillelse mellem ude og inde på samme måde som den øvrige ydervæg, og den bliver derfor påvirket både af vejrliget og af indeklimaet.

Fugen skal derfor opbygges, så den både – så vidt muligt – yder samme beskyttelse mod udeklimaet, som de øvrige dele af ydervæggen, og så der ikke trænger fugt fra indeluften ud i fugen. Fuger udfyldes af samme årsag ofte med materialer, så de opnår veldefinerede egenskaber, f.eks. lufttæthed, vandtæthed, styrke eller mulighed for at optage dimensionsændringer i de omgivende materialer eller bygningsdele. Det angiver et af to nye erfaringsblade om fuger fra Byg-Erfa.

- Fugeudskiftning er nødvendigt ved synlige tegn på fugesvigt eller udtjente fugematerialer, eller hvis der trænger vand eller luft gennem fugekonstruktionen. Hvis udskiftningen foretages pga. fugesvigt, skal årsagerne altid klarlægges, inden der udføres ny fugning, siger Erik Brandt, civilingeniør på Build - Aalborg Universitet.

Han har sammen med en lang række kompetente fagfolk fra praksis, forskning og fugebranchen forfattet to nye erfaringsblade for Fonden Byg-Erfa, ’Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre’ og ’Utætte fuger omkring vinduer og døre’.

Fugebrist i fugemasse. Foto: Byg-Erfa.

Find fejlen før udskiftning
Der kan i fugemassefuger optræde to former for fugesvigt. Fugeslip (manglende vedhæftning) og fugebrist (brud i selve fugematerialet). Fugeslip og fugebrist opstår, når en eller flere påvirkninger overstiger en fuges evne til at optage bevægelsen. Erfaringsbladet nævner blandt andet forkert projektering, valg af ettrinsfuger på udsatte steder, hvor der skulle have været valgt totrinsfuger, for lidt plads til fugen efter opklodsning/fastgørelse af vindue (ikke plads til bagstop og for lille kontakt-/hæfteflade) og mange flere årsager.

- Inden fugeudskiftning er det nødvendigt at vurdere konstruktionen, herunder at identificere evt. fejl eller skadesårsager som beskrevet i afsnittet ’Årsager til fugesvigt’ i erfaringsbladet ’Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre’. Hvis fugens levetid anses for at have været acceptabel, kan den eksisterende fuges placering, geometri og materialer anvendes som retningsgivende for den nye fuge. Ofte er det også mest hensigtsmæssigt at anvende den samme materialetype for at sikre vedhæftningen, siger Erik Brandt.

Hvis fugens levetid ikke anses for at have været acceptabel, bør der foretages en vurdering af forholdene for at undgå gentagelse af tidligere fejl, siger han.

- Her kan det være nødvendigt at foretage besigtigelse af bygningen og gennemgå byggesagsdokumenterne – og der kan eventuelt være behov for at få foretaget en laboratorieundersøgelse for at identificere den anvendte materialetype. Hvis årsagen til fugesvigt er fejl i de omgivende bygningsdele, skal disse fejl udbedres, inden fugerne renoveres.

Totrinsfuge med drænet, trykudlignet hulrum og ettrinsfuge med indvendig tætning. Begge fugetyper har indvendig tætning i form af fugemassefuge (a), tæt dampspærre (b) eller tape (c). Foto: Byg-Erfa.

Ved udskiftning af fugemassefuger er det nærliggende at anvende det samme eller et beslægtet fugemateriale som oprindelig. Projektmaterialet, entreprenørens kvalitetsdokumentation og byggemødereferater kan indeholde information om de anvendte materialer. Hvis der er tvivl, må de anvendte materialer identificeres på anden vis.

Læs meget mere om at skifte til nyt fugemateriale, udførelse af fugeudskiftning, fugemassefuger, fugebånd og fugeprofiler, mørtelfuger, totrinsfuger og ettrinsfuge med indvendig tætning og ettrinsfuge uden indvendig tætning, fugematerialer elastiske fugemasser og plastiske fugemasser, fugebånd, mørtel, malebehandling, kontrol og vedligehold af fuger i de to nye erfaringsblade på Byg-Erfas hjemmeside:

’Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre’ og ’Utætte fuger omkring vinduer og døre’

-dc

7/10 2022