Konkursramt boligprojekt til 152 millioner kroner reddes

Konkursramt boligprojekt til 152 millioner kroner reddes

Flexbo har indgået en betinget entreprisekontrakt med CG Jensen om at realisere konkursramt byggeri

Det almene projekt på Pederstrupvej og Stejlehøjen i Mogenstrup blev for et par år siden sendt i offentligt udbud, og Flexbo indgik entreprisekontrakt med Dansk Boligbyg, som i februar 2024 gik konkurs. skriver Dansk Byudvikling.

Projektet blev godkendt i 2022 af byrådet i Næstved Kommune - et 6.150 kvadratmeter stort boligprojekt, som Flexbo Næstved står bag.

Nu har Flexbo indgået en betinget entreprisekontrakt med CG Jensen, og dermed er der atter udsigt til, at byggeriet kan blive realiseret. Byrådet i Næstved har netop godkendt Skema B.

– Kun dejligt hvis de kommer i gang dernede, det glæder vi os til. Der er stor efterspørgsel i hvert fald, lød det på byrådsmødet fra Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).

Oprindeligt omfattede projektet 65 almene boliger. Flexbo Sjælland har efterfølgende justeret projektet og antallet af boliger, idet der blev konstateret store højdeforskelle på en del af grunden, som ikke kunne honoreres inden for projektøkonomien.

Projektet er derfor blevet skåret ned til 60 rækkehuse samt et fælleshus på 142 kvadratmeter.

Der etableres 18 boliger med to værelser i et plan på 81 kvadratmeter, ni boliger med fire værelser i et plan på 114 kvadratmeter og 33 boliger med fire værelser i halvandet plan på 107 kvadratmeter.

Igang 1. maj

Flexbo Sjælland forventer, at byggeriet sættes i gang den 1. maj 2025, hvis alle tilladelser er på plads. Byggeriet forventes færdigt i sommeren 2026.

I alt løber projektet op i 152 millioner kroner, hvoraf håndværkerudgifterne udgør 123 millioner kroner, mens der går 12 millioner kroner til grundkøb og knap 17 millioner kroner til omkostninger og gebyrer.

Flexbo har udviklet projektet i samarbejde med Kullegaard, Domus Arkitekter, Danakon Rådgivende Ingeniører og Schul Landskabsarkitekter.

Den almene boligforening har i forvejen tre afdelinger med i alt 178 lejeboliger. Boligerne udlejes i samarbejde med Boligkontoret Danmark.

-kis

 

30/3 2025