Kunstigt rev med betonelementer

Kunstigt rev med betonelementer

I Køge Bugt er nyt et kunstigt rev på vej. Det består af 1 ton tunge betonelementer med hulrum og muslingeskaller

Et kunstigt rev er på vej i Køge Bugt. Det består af 1 ton tunge betonelementer med hulrum og muslingeskaller. Revet skal forbedre biodiversiteten og samtidig dokumentere, hvordan beton fungere som kunstige rev, hedder det i en meddelelse.

Det er det 8. rev, som foreningen Køge Bugt Stenrev står i spidsen for at etablere, men det første af beton.

-Idéen var faktisk at etablere et kunstigt rev af genbrugt beton fra byggebranchen, men da vi ikke kunne få nogen garantier for, at betonen var fri for miljøfremmede stoffer, kunne det desværre ikke lade sig gøre, siger Allan Scheller, der er formand for Køge Bugt Stenrev.

I stedet fik de så virksomheden Dalgas, der bl.a. beskæftiger sig med muslinger, til at designe et betonelement med hulrum hvor små fiskeyngel og andre dyr kan gemme sig. Derudover har elementerne muslingeskaller på overfladen, som tang mv. kan etablere sig på.

Ny viden

'I Danmark har man ikke tradition for at lave kunstige rev i beton, så projektet kommer til at give ny viden om, hvordan beton virker i danske farvande.

-Der er brug for meget mere viden om, hvordan beton opfører sig i havet, og hvordan organismer etablerer sig på betonoverflader sammenlignet med stenrev, siger Louise Kristensen, der er marinbiolog i WSP.

WSP rådgiver Køge Bugt Stenrev i forbindelse med etableringen af nye rev, og kommer også til at følge projektet og se, hvordan det udvikler sig.

Når revet er etableret, kommer man til at følge udviklingen – både i forhold til biodiversitet, men også i forhold til, hvordan betonen påvirkes over tid.

Gamle fundamenter som rev

I dag skal man fjerne alle betonelementer, der ikke længere er i brug - fx fjernes gamle vindmølleparker og broer pilles ned. Også selv om betonelementerne har fungeret som kunstige rev i årevis, og der dermed kommer til at mangle levesteder i havet som følge af fjernelsen.

-Ved at lægge et kunstigt rev af beton ud og følge det, kan vi få meget mere viden. Både om hvordan betonen opfører sig og fungerer som kunstigt rev, og samtidig få input og idéer til, hvordan man kan designe fundamenter, så de bliver gode levesteder under havet og fremmer biodiversiteten, siger Louise Kristensen.

-Det er også muligt, at vi på sigt kan få så meget viden om beton og funktionen som kunstigt rev, så det bliver muligt at bevare de levesteder, som gamle betonfundamenter allerede udgør”, fortsætter hun.

Flere fisk og formidling

Køge Bugt Stenrev har allerede fået syv stenrev etableret med rigtig gode resultater.
-Vi kæmper for at få noget af livet tilbage i Køge Bugt, så vi kan få fx torsken at se igen. Vi er klar over, at der skal mere til, og håber også på statslige initiativer til store rev, som ligger dybere”, siger Allan Scheller.

Et af de rev foreningen har etableret et formidlingsrev på lavt vand, hvor man med snorkel og maske kan se dyre- og plantelivet på nært hold.

-I forbindelse med formidlingsrevet er vi ved at etablere et lille formidlingscenter, hvor vi kan tage imod besøg fra fx skoler, så det bliver det næste der sker efter betonrevet er etableret”, siger Allan Scheller.

Fakta:
Foreningen Køge Bugt Stenrev driver projektet, der er støttet af Velux Fonden med WSP som rådgiver og DTU Aqua og DTU Sustain som foretager videnskabelige undersøgelser. Derudover deltager Statens Naturhistoriske Museum, Den Blå Planet, Ishøj Kommune, Solrød Kommune, Køge Kommune og Stevns Kommune.

-kis

10/4 2025