Lettere at renovere og drifte alment byggeri

Lettere at renovere og drifte alment byggeri

Landets almene boligorganisationer skal nu bruge den digitale platform BygAlment.dk til at samle og opbevare projektmateriale

Landets almene boligorganisationer skal nu bruge den digitale platform BygAlment.dk til at samle og opbevare projektmateriale fra deres byggeprojekter. Det gør det lettere at genfinde og anvende data om byggerierne, når de skal driftes og vedligeholdes.

Fra og med 1. maj 2025 skal almene boligorganisationer og deres rådgivere og entreprenører gemme tegninger og beskrivelser af boligbyggerier og -renoveringer, der er opført med offentlig støtte på den digitale platform BygAlment.dk.

Byggeskadefonden lancerede platformen i november 2023, og almene bygherrer og deres rådgivere har siden haft mulighed for at stifte bekendtskab med platformen på frivillig basis.

I Byggeskadefonden glæder man sig over, at BygAlment.dk nu for alvor kan komme boligorganisationerne til gavn.

-BygAlment.dk er udviklet for at hjælpe de almene boligorganisationer med at strukturere og holde styr på projektmaterialet fra byggerier og renoveringer, når de er færdige. Alt for ofte er der problemer med at tilvejebringe et komplet projektmateriale, når der opstår skader. Det er også et problem, når organisationerne skal drifte, vedligeholde eller renovere deres byggerier, siger Katrine Fusager Rohde, der er projektleder for BygAlment.dk.

Bedre styr på kvaliteten

Platformen gør det også lettere for boligorganisationerne at kontrollere kvaliteten af rådgiveres og entreprenørers arbejde undervejs i byggeriet. Det gælder for eksempel, når de projekterende skal granske og risikovurdere byggeprojektet for at mindske risikoen for svigt og skader.

-Vi har allerede nu et lavt antal svigt og skader, men hvis vi nedbringer antallet yderligere, er det godt for klimaet, fordi skader fører til for tidlig udskiftning af bygningsdele og dermed spild af ressourcer. 

Med BygAlment.dk får den almene sektor blandt andet mulighed for at følge med i kvaliteten af de projekterendes granskning og risikovurdering af byggeprojekterne. Det forventer vi vil øge kvaliteten, siger Kathrine Birkemark, der er driftsdirektør i Byggeskadefonden.


Om BygAlment.dk

Initiativet til udviklingen af BygAlment.dk blev taget af Byggeskadefonden i kølvandet på den grønne boligaftale fra 2020, hvori regeringen afsatte midler til at fremme et mere bæredygtigt alment byggeri, blandt andet ved at sikre digital adgang til byggetekniske data fra bygge- og renoveringsprojekterne.

Byggeskadefonden stiller BygAlment.dk gratis til rådighed, og de uploadede materialer og data om byggeprojekterne kan opbevares på platformen på ubestemt tid, så de almene boligorganisationer til enhver tid kan genfinde dem.


Lovændring gør BygAlment.dk obligatorisk

BygAlment.dk bliver obligatorisk at anvende, når følgende to bekendtgørelser ændres med ikrafttræden den 1. maj 2025:

Bekendtgørelse om støtte til almene boliger
Bekendtgørelse om indberetning og mindstegrænse for renoveringer under Byggeskadefonden.

Ændringen af bekendtgørelserne gælder for alle almene bygge- og renoveringsprojekter, der gennemføres med offentlig støtte, og som har fået tilsagn fra og med 1. maj 2025.

Boligorganisationerne får nærmere besked om BygAlment.dk, når de har modtaget støttetilsagn.

28/4 2025