Nul huller i husrækkenThurøhus på Frederiksberg

Nul huller i husrækken

Prisbelønnet fyldning forskønner Thurøvej

Frederiksberg Kommunes arkitekturpris 2017 er tildelt nyt boligbyggeri tegnet af Effekt for FB Gruppen.

18 nye boliger fuldender nu gadebilledet. Thurøhus er præmieret for respektfuld tilpasning til det historiske bymiljø med beliggenhed over for Godthåbskirken. Utraditionel formgivning med aftrapning af taget på Thurøhus har givet plads til tagboliger med dobbelthøje rum.

- Det er tydeligt, at Thurøhus er et moderne byggeri med klare referencer til historikken i området. Vi skal værne om den arkitektoniske kvalitet og dette byggeri viser en flot balance mellem respekt for det lokale miljø og opfyldelsen af krav til tidssvarende boliger, udtaler borgmester Jørgen Glenthøj.

- Thurøvej havde et hul i facaderækken med lave garagebygninger mellem de 5 etager høje ejendomme, der ellers kendetegner vejen. Dette hul er nu blevet udfyldt af en ny boligejendom, der fuldender vejens harmoniske profil, fortæller borgmesteren.

Direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen modtog prisen på Frederiksberg Rådhus.

- Vores overordnede vision er at bygge boliger, vi selv vil bo i og jeg er glad og stolt over, at endnu et af vores byggerier hædres for høj kvalitet og smuk arkitektur. Det er vigtigt, at alle kan være stolte, både arkitekter, rådgivere og håndværkere og ikke mindst beboerne. Vi sender anerkendelsen videre til alle involverede. I hvert eneste projekt er det vigtigt at holde for øje, at vi bygger for mennesker, sagde Hans-Bo Hyldig i sin takketale.


Tilpasning til gaden og til kirken i gården

Effekt har tilpasset husets design til Frederiksbergs historiske bymiljø og samtidig skabt et nyt og udtryksfuldt byggeri med unikke og moderne boliger.

- Det asymmetriske tag på Thurøhus er inspireret af det skulpturelle tag på Godthåbskirken. Ved at knække taget på en utraditionel måde, har vi skabt nogle unikke boliger på de øverste etager med dobbelt høje rum og udsigt til kirken overfor. Til gadesiden er facaden udformet med respekt for de tidstypiske rødstensfacader med karnapper i det nære bymiljø. Boligerne i stueetagen har fået egne forhaver både mod gaden og gården, fortæller arkitekt Sinus Lynge, partner i tegnestuen Effekt.

Frederiksberg Kommunes Præmiering af Gode og Smukke Bygninger finder sted hvert andet år, hvor nyt byggeri belønnes for arkitektonisk kvalitet i sammenhæng med det historiske byggeri, som Frederiksberg er så rig på.

Dommerkomitéen 2017 er sammensat med tre fagdommere fra Arkitektforbundet, Stadsarkitekten for Frederiksberg og direktøren for By og Miljø samt tre medlemmer fra kommunalbestyrelsen, herunder borgmesteren.

Læs mere om Frederiksberg Kommunes Præmiering her:
www.frederiksberg.dk/bygningspraemieringen

- eca

9/10 2017