Ny arkitektur: AAU Sund

Ny arkitektur: AAU Sund

Det er ikke en naturlov, at store offentlige byggeprojekter bliver forsinkede og overskrider budgetterne

Af Thomas Møller

Opførelsen af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet, AAU Sund, var et af de fire byggeprojekter, som daværende transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i november 2017 besluttede at flytte fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.

Beslutningen blev truffet på baggrund af store problemer med projektstyring og budgetoverskridelser på flere af de projekter, som Bygningsstyrelsen havde ansvaret for. Det gjaldt blandt andet Niels Bohr Bygningen i København, der på det tidspunkt var på vej mod en budgetoverskridelse på næsten 80 %.

Nu – knap fem år senere – står Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet færdigt, og dermed bliver der gjort op med nogle fordomme om, at store offentlige byggeprojekter pr. definition bliver forsinkede og overskrider budgetterne. Det nye fakultetsbyggeri skulle afleveres den 7. oktober 2022, og det blev det. Tilsvarende har den samlede økonomi på projektet holdt sig inden for de lagte budgetter.

- Sammen med bygherren havde vi fra starten det succeskriterium, at projektet ikke skulle rammes af dårlig medieomtale og ende på avisernes forsider, siger projektchef Mads Olsson fra MT Højgaard, der var hovedentreprenør på AAU Sund med ansvar for hele projektet i udførelsesfasen og herunder kontakten med alle underentreprenører og leverandører.

Formulerede et mantra

For at holde tidsplan og budgetter besluttede bygherre og hovedentreprenør at have et skarpt fokus på deres indbyrdes samarbejde gennem hele byggeprocessen.

- Jeg vil vove at påstå, at vi ikke har haft en eneste konflikt undervejs. Både i Vejdirektoratet og hos MT Højgaard havde vi den indgangsvinkel, at det skulle være ret og fair. Det giver tillid mellem parterne, og det er en vigtig forudsætning for, at vi ikke bekriger hinanden, men finder løsninger, siger Mads Olsson.

På en opstarts-workshop mellem projektets parter havde man formuleret et mantra for byggeriet – ’Ingen afvisning uden en anvisning’ – og hvis det blev glemt undervejs i processen, var bygherren flink til at minde om det.

- Ved at have en fælles forståelse på plads fra projektets start, har vi uden tvivl undgået en del friktion, som ellers kan opstå mellem entreprenør og bygherre. Helt grundlæggende har vi i fællesskab været bevidste om, hvordan vi skabte rammerne for et godt samarbejde, siger projektleder Lasse Rud Pedersen fra Vejdirektoratet.

I samme skurvogn

Rådgivningsydelserne på opførelsen af AAU Sund blev varetaget af Indigo, der er et konsortium med deltagelse af flere arkitekt- og ingeniørfirmaer. Konsortiet er dannet i forbindelse med byggeriet af det såkaldte supersygehus i Aalborg – også kendt som NAU, Nyt Aalborg Universitetshospital.

- Vejdirektoratet har kontrakt med Indigo, men i stedet for at stå på den anden side har Indigo været en del af holdet, og det har været meget positivt for hele processen. Det samme gælder det gode og konstruktive samarbejde, som vi har haft med vores dygtige underentreprenører på projektet, siger Mads Olsson.

Han fortæller, at aktørerne på byggeriet har siddet i den samme skurvogn på byggepladsen.

- Til daglig har vi vel siddet 15 medarbejdere i skurvognen fra forskellige parter omkring projektet. I stedet for at sende en mail er vi gået ind til hinanden og har talt ansigt til ansigt. På den måde er det både nemmere og hurtigere at finde løsninger, siger Mads Olsson.

I virkeligheden var der slet ikke tale om en skurvogn, men en pavillon, der var bygget sammen af en række skure inklusive køkken- og spisefaciliteter.

- Når man spiser sammen og mødes ved kaffemaskinen, så lærer man hinanden meget bedre at kende. Én dyrker mountainbike, og en anden er måske lige blevet far. På den måde fik vi også en bedre forståelse for hinandens udfordringer. Jeg er ikke i tvivl om, at det var medvirkende til, at vi nåede i mål til tiden og inden for de budgetterede rammer, siger Lasse Rud Pedersen.

Udfordringer var der ellers nok af undervejs. Da man i begyndelsen af 2020 gik i jorden, var det i den mest regnfulde februar i mands minde. Siden fulgte corona og problemer med leverancer til byggepladsen, og som om det ikke var nok, blev flere af de nordjyske kommuner, hvor medarbejderne boede, lukket ned i flere uger på grund af smittefaren fra minkfarme. Alligevel lykkedes det at overkomme alle udfordringerne.

Kæmpemæssigt atriumhus

Den nye fakultetsbygning til Aalborg Universitet, AAU Sund, består af to lange atriumbygninger i tre og fire etager, der er bundet sammen af en mellembygning. Byggeriet rummer mere end 20.000 m2 forsknings- og studiefaciliteter samt administrative funktioner. En såkaldt koblingszone forbinder Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet med nabobyggeriet, Nyt Aalborg Universitetshospital, og giver gode muligheder for interaktion mellem de to institutioner, både når det gælder forskning, undervisning, og hvis de medicinstuderende har vagter på hospitalet.

- Det er et kæmpemæssigt atriumhus med en fantastisk rummelighed, som vi har opført. Atriummet er tænkt som en slags rambla ned igennem huset. Her er der blandt andet kantinefaciliteter, og det er her, livet i bygningen vil udfolde sig, siger Lasse Rud Pedersen.

Det er også her, man finder byggeriets kunstprojekt i form af en stor kugle. Den er fremstillet af en skumkerne overtrukket med glasfiber og microcement, der får den til at fremstå som en stor betonkugle.

- Vi havde kontrakt på at udføre kunstværket, der bærer navnet MASS. Kuglen er tre meter i diameter og vejer mere end et ton. Den har stået i bygningen, siden råhuset blev lukket, da den er så stor, at den kun kunne løftes ind gennem åbningen til atriummets ovenlysvindue, siger Mads Olsson.

Den store kugle hænger i toppen af atriummet i en stor traverskran, der kører på to skinner. Kuglen kan bevæge sig i tre retninger. Nord-syd, øst-vest samt op og ned. Nogle gange hænger den stille, og andre gange flytter den sig.

- Så hvor alt andet i byggeriet er udført med akkuratesse og præcision, så bevæger kuglen sig i vilkårlig retning og i vilkårlig tid. Det er kunsten, siger Lasse Rud Pedersen.

 

Areal: 22.500 m2

Arkitekt: Indigo

Bygherre: Vejdirektoratet

Entreprenør: MT Højgaard Danmark

Ingeniør: Indigo

Artiklen stammer fra magasinet Byggeri 8 2022

Klik her for at få tilsendt magasinet Byggeri 

 

28/10 2022