Omkostningsfrit at give forkerte p-bøder i flæng

Omkostningsfrit at give forkerte p-bøder i flæng

Ikke mindst mindre håndværkervirksomheder oplever, at de alt for ofte rammes af p-bøder, når de skal udføre deres arbejde i byområder.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

En opgørelse har vist, at netop p-bøder er en kæmpe indtægtskilde for specielt København, men også andre større byer.

Der herskede nærmest lovløshed – den stærkes ret – på området, da det tidligere var MEGET vanskeligt for de bilister, der var ramt af p-bøderne, at klage. Derfor blev det med et stort politisk flertal i 2017 besluttet at nedsætte et uafhængigt Parkeringsklagenævn som ankeinstans.

Slipper i over halvdelen af sagerne
Nu viser en undersøgelse, at bilister, der vælger at klage til Parkeringsklagenævnet, slipper i flere end halvdelen af sagerne for parkeringsselskabernes krav - enten fordi de frifindes af nævnet, eller fordi selskaberne opgiver deres krav.

I en kommentar til Folketingets Transportudvalg svarer transportminister Trine Bramsen på, hvordan hendes indstilling ville være, hvis de samme tal gjorde sig gældende, når en borger indbringer politiets bødeforlæg for retten

Vigtigt stykke arbejde
Ministeren understreger, at Parkeringsklagenævnet er et initiativ, som skal styrke borgernes retssikkerhed over for den private parkeringsbranche.

Inden Parkeringsklagenævnet var der ikke andre muligheder for at klage over parkeringsafgifter fra private aktører end at rejse et civilt søgsmål ved domstolene:

- At de parkerende opnår medhold i deres klager viser, efter min opfattelse, at Parkeringsnævnet fungerer. Det er desuden min opfattelse, at Parkeringsklagenævnet udfører et vigtigt stykke arbejde med stor betydning for borgernes retssikkerhed, og jeg har tiltro til, at Parkeringsklagenævnet gennem dets praksis kan sikre, at parkeringsselskaberne i endnu højere grad sikrer sig, at en parkeringsafgift pålægges korrekt, lyder budskadet fra Trine Bramsen.

Viser at nævnet fungerer
Direkte adspurgt, om ministeren finder det ’rimeligt og fornuftigt’, at parkeringsselskaber frit kan udsende opkrævninger til bilisterne, og derefter - uden udgifter for parkeringsselskabet - kan trække sagen tilbage, hvis bilisten klager til Parkeringsklagenævnet, lyder svaret fra transportministeren:

- Jeg finder det positivt, hvis de private parkeringsselskaber finder grund til at genoverveje, hvorvidt de har udstedt en kontrolafgift med rette, når parkanter klager over en given kontrolafgift. Det må ses som udtryk for, at Parkeringsklagenævnet fungerer og har været med til at sikre borgernes retssikkerhed….

24/8 2022