Omsætningstal skuffer
Dansk Byggeri stiller spørgsmålstegn ved opsving. Den samlede private sektors omsætning på hjemmemarkedet bevæger sig baglæns
Trods stigende beskæftigelse er der ikke for alvor kommet gang i det samlede erhvervslivs omsætning på hjemmemarkedet.
Det noterer Dansk Byggeri, som i samme moment anfører, at byggeriet som et lyspunkt fører an med moderat vækst på 3,6 % i første halvår af 2015
Danmarks Statistiks foreløbige tal for erhvervslivets omsætning på hjemmemarkedet baseret på virksomhedernes momsindberetninger viser, at dansk erhvervsliv i første halvår af 2015 har omsat for 1.167 mia. kr. Det indebærer et mikroskopisk fald i forhold til 1. halvår 2014, hvor erhvervslivets indenlandske omsætning landede på 1.168 mia. kr.
- Når der korrigeres for den ganske vist lave inflation på 0,5 %, er der reelt tale om faldende omsætning for det samlede erhvervsliv på hjemmemarkedet i 1. halvår 2015 i forhold til 2014. Det må siges at være skuffende, konstaterer Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri. (Foto: Ricky John Molloy)
Baglæns bevægelse
Bo Sandberg hæfter sig ved, at erhvervslivets samlede indenlandske omsætning i 2. kvartal 2015 faldt med hele 3,6 % i forhold til 1. kvartal i år.
- Vi ved allerede, at udenrigshandlen kommer til at give negativt vækstbidrag til BNP i 2. kvartal. Og med dagens tal kan vi konstatere, at også den samlede private sektors omsætning på hjemmemarkedet bevægede sig baglæns i 2. kvartal, siger Bo Sandberg og uddyber:
- De nationaløkonomiske jokere er som altid investeringerne, der kan svinge meget, samt det offentlige forbrug og lagerændringerne. Men som det ser ud nu, tyder det på negativ sæsonkorrigeret BNP-vækst i 2. kvartal. Det vil i givet fald umuliggøre, at der senere på måneden kan erklæres et økonomisk opsving i Danmark, selvom arbejdsmarkedet længe har udviklet sig gunstigt.
Byggeriet fører an
Ifølge Danmarks Statistik er det bygge- og anlægsbranchen, der omsætningsmæssigt er kommet bedst fra start i 2015.
Omsætningsstatistikken skal dog tages med visse forbehold – særligt når man er nede på brancheniveau. Dels sker der en hel del revisioner henover året, og dels er juni-omsætningen særlig usikker på grund af forlængede momsindberetningsfrister henover sommerferien.
- Byggeriets indenlandske omsætning lå i årets første halvår 3,4 mia. kr. højere end i den tilsvarende periode 2014. Det facit indebærer en moderat procentvis vækst på 3, %, som er i underkanten af forventningen. Byggeriets beskæftigelse steg nemlig i samme periode med 4,7 %. Normalt vokser omsætning hurtigere end beskæftigelse, men med et økonomisk opsving om hjørnet gør byggeriets virksomheder formentlig en stor indsats for at fastholde den aktuelle medarbejderstab, siger Bo Sandberg:
- Når byggeriet hører til de få brancher med stigende omsætning på hjemmemarkedet i 2015, skyldes det formentlig en kombination af fire forhold: En ekstraordinært mild og tør vinter, renovering af almene boliger, fremskredne offentlige bygge- og anlægsprojekter som metro og superhospitaler samt endelig en vis effekt af den historisk lave rente i begyndelsen af året og de lånekonverteringer, der fulgte i kølvandet derpå. Det kan have frigjort midler til private renoveringsopgaver, tilføjer cheføkonomen.
-cmn