På sporet af noget nytBanedanmarks nye vibrationsmodel, som er udviklet af Cowi, er et værktøj til at beregne rystelser og støj i bygninger som følge af nærliggende jernbanetrafik.

På sporet af noget nyt

Cowi udvikler ny model til at måle rystelser og støj fra jernbanetrafik. Modellen er taget i brug af Banedanmark, som nu vil bruge den til alle fremtidige sporprojekter

De rådgivende ingeniører i Cowi står bag et nyt, innovativt koncept for beregninger af vibrationer og støj fra banetrafik på nærliggende bygninger.

Modellen er netop taget i brug af Banedanmark, som nu vil bruge den til alle fremtidige sporprojekter. Også industrien har fattet interesse for Cowi’s model, som gør Banedanmark i stand til at udføre præcise beregninger på, hvordan nabobygninger til jernbanestrækninger påvirkes af vibrationer og støj. Det er især relevant i forbindelse med de nye højhastighedsjernbaner.

- Rystelser og støj fra sporprojekter kan være til stor gene for beboere i nærliggende bygninger og kan endda medføre sundhedsmæssige problemer. Derfor er præcise beregninger baseret på et stort antal målinger af vibrationer og lyd fra banetrafik i naboejendomme et vigtigt redskab, hvis man vil beskytte naboerne mest muligt mod gener fra banetrafikken, siger markedschef i Cowi, Jacob Egede Andersen.

Værdifuldt værktøj
Cowi’s model er udført for Banedanmark og har været under udvikling i tre år. Banedanmark stiller nu vibrationsmodellen til rådighed på alle kommende sporprojekter, uanset hvem der er rådgiver.

Endvidere vil Cowi de næste tre år stå for driften af en web-app, som er udviklet på basis af modellen. App’en fungerer som et værktøj til de rådgivere, der udfører arbejdet med vurdering af vibrationer og støj for Banedanmark.

Vibrationsmodellen vil også blive brugt af Cowi Sverige i forbindelse med en højhastighedsstrækning ved Borås. Sideløbende er modellen tilpasset til Metroen i København og letbane-projektet i Odense.

Hos industrien er der også stor interesse for Cowi’s nye model. Det gælder eksempelvis hos danske Rockdelta, et selskab i Rockwool-gruppen, som producerer vibrationsdæmpende isoleringsmateriale til jernbaner. Ligeledes har østrigske Getzner og italienske Isolgomma vist interesse for modellen.

-cmn

19/8 2015