SMVdanmark: Embedsmænd skal opdrages til begrænsning af indberetninger
Indberetninger, afrapportering og kontakt til de offentlige myndigheder koster de små og mellemstore virksomheder, hvad der svarer til cirka 35.000 fuldtidsansatte. Det koster 16½ milliarder kroner årligt
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Især for iværksættere og små virksomheder er kravene en mærkbar byrde. En selvstændig erhvervsdrivende bruger i gennemsnit 3½ time hver eneste uge til oplysninger om eksempelvis moms, skatter, sygefravær, feriepenge, sygedagpengerefusion og meget andet til offentlige myndigheder.
- Det kommer naturligvis ud over, hvad han eller hun skal bruge af tid på at drive forretningen. I alt svarer det til en ekstraudgift på over 50.000 kroner pr. virksomhed eller 16½ milliarder kroner for alle små og mellemstore virksomheder i Danmark. Det kan også omskrives til ca. 35.000 ansatte, der arbejder fuldtid udelukkende for at tilfredsstille det offentliges indberetningskrav, siger cheføkonom Martin Kyed fra SMVdanmark.
Vanvittigt meget tid
Han gør opmærksom på, at det er ’vanvittigt meget tid’, en gennemsnitlig virksomhedsejer skal bruge på ting, der ikke har noget med virksomhedens drift at gøre.
De 3½ time om ugen kunne være brugt på at udvikle virksomheden og gøre den stærkere:
- Især hvis du er nystartet, og kun er dig selv og måske et par ansatte, så er det meget belastende. Grundlæggende frygter jeg, at det er den slags, der skræmmer folk bort fra livet som selvstændig. Er du for eksempel en dygtig tømrer, der vil være din egen chef, så er det altså langt fra din livret at skulle sidde ved et skrivebord om aften og fortælle Danmarks Statistik hvor meget træ, du indkøbte sidste år, siger Martin Kyed.
Fungerer som ukrudt
Han erkender, at en del af oplysningerne er nødvendige, men han kritiserer især bureaukratiet i processen:
- Selv om der digitaliseres på livet løs, er der stadig elementer, der nærmest fungerer som ukrudt. Man kan ikke komme af med det. Har du ingen ansatte, skal du stadig indberette et nul i din lønsum til Skattestyrelsen, ellers vanker der en bøde. Og vi ser stadig eksempler på, at de samme oplysninger skal sendes til mere end én myndighed. Mit ønske er, at der etableres én indgang til indberetninger og frister i det offentlige, så virksomhederne får et overblik og ikke skal indsende dokumentation via mange forskellige kanaler, siger Martin Kyed.
Bør betale for oplysninger
Også den selvfølgelighed, offentlige myndigheder har, når de stiller krav, bekymrer ham:
- Det er som om, at selvstændiges tid bare er noget, man er i sin fulde ret til at tage. Har embedsværket en idé om, at noget kunne være rart at vide, så pålægger man bare de selvstændige at bruge tid på det og truer med politiet, hvis ikke det sker. Jeg foreslår, at offentlige myndigheder skal købe de data i stedet for at pålægge virksomheder en indberetningsopgave. Det vil have en enorm opdragende effekt, hvor embedsmændene skal overveje, om deres indberetningsønsker nu også er pengene værd, og om man eventuelt kunne skabe datagrundlaget på en nemmere og billigere måde, slutter Martin Kyed.