Stilladsleverandør sætter ekstra ind på kundeservicen Peri DK: Til venstre står Alexander Hansen, som nu er chef for Peri Danmarks nye kundeserviceafdeling. Til højre er virksomhedens administrerende direktør, Henrik Søgård Olsen.

Stilladsleverandør sætter ekstra ind på kundeservicen

Peri Danmark åbner ny kundeserviceafdeling og udpeger samtidig virksomhedens tidligere salgsingeniør og projektleder, Alexander Hansen, som chef for området

Peri har for nyligt åbnet deres nye kundeserviceafdeling, som både skal bestride de almindelige kundeserviceforespørgsler fra kunderne, opstart af projekter og samtidig varetage projektstyringen. Indtil for nylig var Peris salgsingeniører kundernes primære kontakt fra salg og opstart til løbende projektledelse og support, men rollerne vil fremadrettet blive fordelt ud på flere medarbejdere.

- Vores nye afdeling skal på den lange bane både tage sig af den almindelige kundeservice, men også hjælpe til med opstarten af nye projekter på byggepladserne samt varetage den løbende projektstyring. Derfor bliver der også tilknyttet forskellige profiler med hver deres ansvarsområder, lyder det fra Peri Danmarks administrerende direktør, Henrik Søgård Olsen, der uddyber:

- Med den nye afdeling får vi fordelt ansvaret ud på flere folk, som skal optimere kunderejsen samt sikre, at vi får udnyttet vores medarbejderes kompetencer bedst muligt. Samtidig vil det frigive mere tid til, at de kan fokusere på deres kerneopgaver.

Intern rekruttering
Til at lede den nye afdeling har Peri valgt at rekruttere internt, hvor valget er faldet på Alexander Hansen, der har været i Peri Danmark i sammenlagt otte år. De første tre år i virksomhedens tekniske afdeling og de seneste fem år som salgsingeniør og projektleder.

- Alexander var på mange måder et naturligt valg med sit store kendskab til organisationen, produkterne, kunderne og måden, vi generelt gør tingene på. Dertil har han et godt forhold til sine kollegaer, og fra sin tidligere stilling som salgsingeniør og projektleder har han masser af erfaring med rollerne, som skal varetages i den nye afdeling, siger Henrik Søgård Olsen.

Alexander selv er rigtig glad for den nye udfordring:

- Jeg har lært utroligt meget i de otte år, jeg har været i Peri Danmark, så da vi blev informeret om, at der skulle etableres en ny afdeling, var jeg ikke i tvivl om, at jobbet som chef for kundeserviceafdelingen var det perfekte skridt for mig i min karriere, fortæller Alexander Hansen.

-tmk

27/10 2022