Aktuelle nyheder - El & Belysning

I en tid med mangel på elektrikere: Uddanner egne svendeTil efteråret vil Frandsen El udbyde kurser til lærlingene, primært med fokus på personlig udvikling, fortæller partner og regnskabschef Henrik Ramlov Hansen. Fotos: Frandsen El

I en tid med mangel på elektrikere: Uddanner egne svende

En særlig mentorordning for alle lærlinge og et godt arbejdsmiljø sikrer elinstallationsvirksomheden Frandsen El den fornødne arbejdskraft

Del artiklen på

Uddannelse

Glæden var stor, da Fredrik Skovgaard i foråret kunne kalde sig færdiguddannet elektriker. Ikke nok med at have færdiggjort sin uddannelse, så kunne han også se frem til et nyt job som uddannet elektriker hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup.

- Helt nyt var jobbet jo ikke, for jeg har været i lære hos Frandsen El. Jeg har altid været glad for at være i virksomheden. Her er gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø, så derfor vil jeg gerne fortsætte, lyder det fra den nu fastansatte elektriker.

Fastansættelsen af Fredrik Skovgaard må for virksomhedens konkurrenter have vakt misundelse, for det danske arbejdsmarked skriger i disse år på uddannede elektrikere.

En undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der alene sidste forår blev slået 681 elektrikerstillinger op uden at de blev besat.

Undersøgelsen viste også, at uddannede elektrikere er i top tre på listen over de fag, hvor danske virksomheder har sværest ved at rekruttere medarbejdere.

Så hvordan sikrer virksomhederne sig den rette mængde kvalificeret arbejdskraft?

I Frandsen El tager de rigeligt med lærlinge, og de gør hvad de kan, for at de unge bliver i virksomheden efter endt uddannelse.

Løser rekrutteringsproblem
Ifølge Henrik Ramlov Hansen, der er partner og regnskabschef i Frandsen El, er 60 ud af virksomhedens 210 medarbejdere enten lærlinge eller praktikanter.

- Vi har altid haft mange lærlinge og praktikanter, for vi vil gerne være med til at uddanne den næste generation af håndværkere. Det, synes vi, er vores pligt som en stor veldreven forretning. Samtidig med at vi viser samfundssind, løser vi også et rekrutteringsproblem. Stort set alle vores lærlinge vælger nemlig at blive i virksomheden, efter at de har fået deres svendebrev, lyder det fra Henrik Ramlov Hansen.

Han fortæller, at Frandsen El sidste år uddannede 13 elektrikere, og at alle 13 valgte at blive i virksomheden.

- Mit indtryk er, at det samme gør sig gældende i år, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet...
I foråret blev Fredrik Skovgaard elektriker efter en veloverstået svendeprøve. Desuden kunne han se frem til at fortsætte hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup. Nu som færdiguddannet elektriker.

Plads til alle
Og det er ikke tilfældigt, at de unge mennesker vælger at blive hos Frandsen El. Virksomheden sætter nemlig en ære i at være en arbejdsplads med højt til loftet, og hvor der er plads til alle.

- Vi er en blandet medarbejderskare med medarbejdere i alle farver og aldre. Vi har flere gange haft flygtninge i praktik, og for få måneder siden ansatte vi en lærling, der er døvstum. Det kan godt give os nogle udfordringer i det daglige, men samlet set gør det os til en bedre arbejdsplads, lyder det fra Henrik Ramlov Hansen.

For at tage hånd om virksomhedens nyeste medarbejdere, har Frandsen El i årevist haft en særlig mentorordning for alle virksomhedens lærlinge. Den indebærer blandt andet, at virksomheden en gang hver 14. dag har en telefonisk samtale med de unge i de første tre måneder af deres ansættelse, så de kommer godt i gang med deres læretid.

Nyt mentorprogram
Frandsen El vil i det kommende efterår udvide mentorordningen med et helt nyt lærlingeprogram:

- Vi vil gerne udvikle vores egen talentmasse, og vi vil gerne klæde de unge mennesker så godt på til fremtidens arbejdsmarked som muligt. Derfor kommer vi i fremtiden til at udbyde kurser til vores lærlinge. Kurserne har primært fokus på personlig udvikling. Hvordan undgår man for eksempel at blive stresset, når opgaverne vælter ind? Og hvordan bevarer man arbejdsglæden år efter år? Det er områder, som vi tror, at fremtidens håndværkere vil have godt af, når de nu skal være så længe på arbejdsmarkedet, fortæller regnskabschefen i Frandsen El, der i både 2016 og 2017 modtog Glostrup Kommunes CSR-diplom, der gives til virksomheder, der udviser en særlig indsats for social ansvarlighed.

-los



Læs mere om El & Belysning

20/8 2019
BelysningBæredygtig belysningEl-artiklerIntelligent belysningKabelkanalerLEDLED lamperLED lyskilderSoldreven belysningSparepærerTilføj dit firma her.
Send en mail.
  • NEWTEK

    NEWTEK

    Intelligent og bæredygtigt belysning og byrumsinventar