HTH fejrer 50 års jubilæumHTH har eget Innovation Center i Ølgod, hvor møbelsnedkere og designere eksperimenterer i jagten på nye features til køkkenet. Graa Kvadrat er designet til jubilæumssæsonen.

HTH fejrer 50 års jubilæum

I år er det 50 år siden, at de to unge snedker-brødre Hans Henning og Tonny Haahr grundlagde køkkenfirmaet HTH i vestjyske Ølgod

HTH blev startet i 1966 i et nedlagt hønsehus af Hans Henning og Tonny Haahr, og meget tidligt satte de fokus på køkkenproduktion. Det lykkedes dem i løbet af få år at omdanne snedkerkøkkenet til et industrieventyr.

I dag, 50 år senere, er HTH vokset til at være Skandinaviens største køkkenproducent med over en million producerede køkkenskabe om året på fabrikken i Ølgod og 1800 ansatte i hele Norden.

Allerede fra starten forstod grundlæggerne at aflæse tiden præcist. Da danskerne rykkede mod forstæderne og parcelhusene skød op, stod HTH klar med køkkenerne. Siden er danskernes køkkendrømme skiftet mange gange, men hver gang er HTH fulgt med.

I dag arbejder virksomheden intenst med innovation og udvikling af nye produkter, der er tilpasset danskernes hverdag anno 2016. Brødrene Haahr solgte deres livsværk tilbage i 1983 til svenske Swedish Match, der i 1996 videresolgte HTH til en anden svensk køkkenkoncern Nobia, der stadig ejer det danske køkkenflagskib.

Satser også på 100 års fødselsdag
HTH har altid været kendt for god kvalitet til en fornuftig pris, og de egenskaber forventer adm. dir i HTH, Lars Bay-Smidt, også vil komme til at præge de næste 50 år af HTH's liv.

- Som køkkenmand er det svært ikke at blive lidt nostalgisk, når man ser HTH's rejse fra hønsehuset til den virksomhed, vi har i dag. Det er i vores historie, vi kan se vores værdier og kultur. De første 50 år fortæller også, hvad HTH kan opnå de næste 50 år. Da brødrene Haahr startede, var der vist ingen, som troede på, at de var ved at skabe den førende køkkenvirksomhed i Danmark. Men det mål er nået, og siden nåede vi også målet om at blive førende i Skandinavien. Nu skal vi videre, og i HTH har vi sat os et nyt mål. Vi vil være Nordeuropas førende køkkenvirksomhed. Det er en stor opgave, og vi kommer til at tage det bid for bid, fortæller Lars Bay-Smidt.

Dansk produktion
HTH har produceret deres køkkener i Danmark gennem alle 50 år, og der er ikke udsigt til, at det bliver forandret.

- Med den effektiviseringsproces vi har været igennem de seneste otte år, tror vi på dansk produktion. Vi har bevist, at det kan betale sig fortsat at producere i Danmark, fastslår Lars Bay-Smidt. HTH har butikker i seks lande fortrinsvis i Norden og har i alt 1800 medarbejdere, hvoraf de 800 har arbejdsplads i hjembyen Ølgod.

I løbet af hele 2016 vil jubilæet blive fejret sammen med kunderne rundt i alle HTH-butikkerne i form af gode jubilæumstilbud og med lancering af en lang række innovative jubilæumsnyheder.

-los

Om HTH
Grundlagt af brødrene Hans Henning og Tonny Haahr i Ølgod i 1966.
Er i dag at finde på seks markeder: Danmark, Norge Sverige, Finland, Island og Tyskland.
Har 1800 ansatte.
Producerer over 1.000.000 skabe om året på fabrikken i Ølgod.
Ejet af svenske Nobia, der bl.a. også ejer de to danske køkkenbrands Invita og uno form.


18/1 2016