Danmarks største udleder vil reducere med 1,6 millioner ton CO2
Aalborg Portland skruer op for klimaambitionerne med en ny køreplan, der sætter loft over udledningen. Den nye plan vil sikre CO2-reduktioner på 1,6 mio. ton i 2030
Den nordjyske cementproducent Aalborg Portland tager et stort skridt i den grønne omstilling af fabrikken og vil fremover sætte et loft over, hvor meget CO2 der ryger ud af skorstenene. Det nye mål er en totaludledning på højst 600.000 ton i 2030, hvilket betyder, at der skal skæres næsten 1,6 millioner ton af CO2-udledningen.
Aalborg Portlands nye klimaplan bygger videre på den aftale, som cementproducenten indgik med regeringen i 2020 om reduktion på mindst 660.000 ton CO2 samt at arbejde videre med yderligere reduktioner frem mod 2030. Dermed løfter den nye klimaplan ambitionerne med næsten en million ton ekstra CO2-reduktioner.
Reduktionerne skal ske ved et skifte fra fossile brændstoffer som kul og koks til natur- og biogas og affaldsbiomasse som f.eks. benmel og træaffald samt udviklingen af et CCS-anlæg, der skal suge CO2 ud af skorstenene og lagre det i undergrunden.
- Vi vil gerne være en del af løsningen på Danmarks klimaambitioner, og Aalborg Portland har potentialet til at blive den største enkeltstående bidragyder til den danske CO2-reduktion. Med de nye reduktionsmål, vi præsenterer i dag, tager Aalborg Portland et stort skridt i retning af at hjælpe Danmark i mål med klimaambitionerne. Det er ingen let øvelse, men vi har en plan for at skære mere end 70 % af vores nuværende CO2-udledning og sætte et loft over udledningerne fremover, siger Søren Holm Christensen, adm. dir. for Aalborg Portland, og fortsætter:
- Cement og beton er uundværligt, når vi skal bygge fremtidens Danmark. Det indgår i byggeri af alt fra broer til hospitaler og udgør bogstaveligt talt fundamentet for vindmøller. Vi kan komme langt med grønnere energikilder som biogas og biomasse, men det kan ikke lade sig gøre at fremstille cement uden CO2-udledning.
- Derfor er CCS-systemet helt centralt for at komme i mål med ambitionerne. Teknologien, der skal sikre implementeringen af CCS, er stadig under udvikling, og vi arbejder sammen med flere internationale partnere på at klarlægge, hvordan CCS kan installeres i vores produktion. Det vil kræve investeringer i ny teknologi, som vi ikke kan løfte alene, så derfor kommer vi til at søge støtteordninger, ligesom man har set det i andre nordiske lande.
Vil have indkøringsperiode på afgift
I dag anvender Aalborg Portland over 400.000 ton restprodukter i cementproduktionen, der ellers skulle komme fra nye råstoffer samt 200.000 ton biobrændsel og ikke-genanvendeligt affald årligt i stedet for fossile brændsler. Samtidig anvendes overskudsvarme fra fabrikken til at levere fjernvarme til 30.000 husstande, mens kridtsøen leverer fjernkøling til det nye supersygehus.
En ekstra dansk afgift på 100 kroner oven i den europæiske CO2-afgift er varslet af regeringen, og selvom Aalborg Portland bakker op om Folketingets beslutning om, at Danmark skal gå foran resten af EU, opfordrer man til, at den ekstra danske afgift vil blive indfaset over en periode, der giver råd til investeringerne i de anlæg, der skal opfange CO2.
Til gengæld vil den grønne køreplan betyde, at cement fra Aalborg Portland vil have et gennemsnitligt klimaaftryk på 300 kg CO2 per ton cement, hvilket vil være blandt de laveste i Europa.
- Udover klimavenlige brændsler og fangst af CO2, ser vi også på ændringer af selve produktet. Derfor har vi blandt andet udviklet Futurecem, som er en cementtype, der er lige så stærk som almindelig cement, men som udleder 30 % mindre CO2 under fremstillingen. Det er lidt anderledes at arbejde med, men byggebranchen har været hurtige til at tage den til sig. Vi har flere typer cement med lavere klimaaftryk, og det er noget, vi fortsætter med at videreudvikle, siger Søren Holm Christensen.
Aalborg Portland CO2-emissioner
• 2018 (baseline i aftalen med regeringen): 2.190.705 ton
• 2021: 2.248.048 ton
• 2022 (forventning): 2.097.000
• 2030 (mål): 600.000 ton (per ton cement: 300 kg)
• Cementir, Aalborg Portlands ejer, er blevet tildelt en 'A-' rating fra CDP, hvilket er over
gennemsnittet for cement- og betonindustrien (B). Desuden er Cementir valideret af Science Based Target initiative (SBTi) for at være på linje med målene i Paris aftalen.
Nyt CO2-reduktionsmål for 2030
• Aalborg Portlands mål for cementfabrikkens totale CO2-udledning i 2030 på 600.000 ton svarer til en reduktion på 1,6 mio. ton eller 73 % i forhold til i dag.
• Den nye plan bygger videre på aftalen med regeringen i 2020, som indebar en reduktion på mindst 660.000 ton og løfter dermed ambitionerne med næsten en million ton ekstra CO2-reduktioner.
Sådan kommer Aalborg Portland i mål med sine klimaambitioner
• Skifte til grønnere energikilder: Cementfremstilling kræver meget høje temperaturer, som ikke kan opnås med elektricitet. I dag anvender man kul og koks, men i fremtiden skal energien komme fra natur- og biogas samt biomasse fra affaldsprodukter som eksempelvis benmel eller trærester fra anden produktion.
• Fangst af CO2: Når man brænder kalk for at fremstille cement, udskilles CO2 fra kalken. Derfor er CCS-teknologi, der kan opfange CO2 fra skorstenene og lagre det i undergrunden, nødvendigt for at reducere udledningerne ud over energiforbruget og afgørende for at komme i mål med klimamålsætningen.
Mulige yderligere reduktioner
• Krav om nye cementtyper i indkøb: Langt størstedelen af den cement, der anvendes i dag, er grå cement. Men der er alternativer med mindre CO2-aftryk, som eksempelvis Futurecem, der er en cementtype, der udleder 30 % mindre CO2 men har samme styrke. Hvis offentlige infrastrukturprojekter og private indkøbere i højere grad stiller krav til klimaaftrykket i cementen, vil der være potentiale for yderligere store CO2-reduktioner.
• Opskalering af CCS-anlæg: Når brændslen til ovnene i højere grad kommer fra biogas og biomasse, vil man i princippet kunne få et negativt CO2-aftryk, hvis CCS-anlægget opfanger al den CO2, der kommer i skorstenene. Det vil dog kræve større støttepuljer, end der for nuværende er lagt op til.
Carbon Capture & Storage (CCS)
• CCS giver mulighed for at indfange og lagre den CO2, der bliver skabt i produktionsprocessen, ligesom CCS kan bidrage med negativ udledning, hvis man fanger CO2, som kommer fra CO2-neutralt brændsel.
• Energistyrelsen peger på Aalborg som stedet med størst potentiale for CO2-fangst i stor skala i Danmark. Et CCS-anlæg vil skulle være lige så stort som selve cementfabrikken, hvis det skal kunne opfange den mængde, der produceres – og det er langt dyrere at etablere.
• Det første CCS-anlæg i verden til en cementfabrik er under opførelse på en af Heidelbergs norske cementfabrikker (Norcem). Projektet blev indledt for over fem år siden og forventes at stå færdig 2025.
• Den norske stat finansierer +80 % af anlægsomkostningerne og 80 % af driftsomkostningerne de første 10 år. Den norske stat finansierer desuden al transport og lagring af CO2.
Hvorfor er CO2-udledningen så stor i forbindelse med cementproduktion?
I cementproduktion udledes CO2 på baggrund af to faktorer:
1. Opvarmning af råmaterialer først til 750 og derefter til 1500 grader. Denne temperatur kan ikke opnås vha. elektricitet, men kun vha. brændsler (som frigiver CO2).
2. Råmaterialet kridt frigiver store mængder CO2 ved opvarmningen i en mineralogisk proces (uanset kilden til opvarmning). Denne CO2 kan kun fjernes ved CO2-fangst.
Der er forskel på cement. 95 % af Aalborg Portlands cement er i kategorien 'meget høj styrke' (gennemsnit i EU er 10 %). Aalborg Portlands cement skal blandes op inden brug. Noget af udledningen bliver derfor kompenseret hos betonproducenterne, da der bruges mindre Aalborg Portland-cement i deres proces.
Når først cementen er blandet i betonen, har Aalborg Portlands produkter ligget på gennemsnittet mht. CO2 / m3 ved sammenlignelige betoner med høj styrke. Med de nye målsætninger for CO2-udledning kommer grå cement fra Aalborg Portland til at have et af de laveste CO2-aftryk i Europa.
Aalborg Portlands patenterede produkt Futurecem er resultatet af intensivt udviklingsarbejde og har op mod 30 % lavere CO2-aftryk sammenlignet med normal grå cement men samme styrke og egenskaber.
Andre nye CO2-reducerende cementtyper er under udvikling til brug i f.eks. større infrastrukturprojekter.
Aalborg Portlands øvrige grønne initiativer
• Aalborg Portland udnytter overskudsvarme fra produktionen af cement til at levere fjernvarme til 30.000 husstande i Aalborg Kommune, hvilket svarer til en CO2-reduktion på 150.000 ton årligt, og leverer desuden fjernkøling fra den kolde kridtsø til det nye supersygehus.
• Aalborg Portland bidrager til den cirkulære økonomi ved at anvende over 400.000 ton alternative råmaterialer (eksempelvis flyveaske) i cementproduktionen, som alternativt skulle komme fra nye råstoffer.
• Aalborg Portland bruger i dag over 200.000 ton biobrændsel og ikke-genanvendeligt affald årligt i stedet for fossile brændsler.
• Aalborg Portland har investeret i flere CCS-studier, herunder GreenCem og planlægger at have det første pilot-CCS-anlæg oppe at køre i efteråret 2022 sammen med DTU.
-dc