Aktuelle nyheder om byggebranchen - Lavenergi

Tysk storspiller investerer trecifret millionbeløb i dansk forbrugsmålingMed appen, KeepFocus Cards, har KeepFocus udviklet et værktøj, som skal hjælpe beboere i lejeboligforeninger med at sænke deres energiforbrug.

Tysk storspiller investerer trecifret millionbeløb i dansk forbrugsmåling

Tyske noventic group, som ejer den tyske gigant inden for måling og afregning af energiforbrug, KALO, ser et stort potentiale i KeepFocus og har skudt et trecifret millionbeløb i virksomheden

Del artiklen på

KeepFocus er en pioner inden for intelligent og klimavenlig forbrugsmåling bl.a. i boligsektoren. Ambitionen er at forhindre spild af vand og energi ved hjælp af en ny og databaseret måle-infrastruktur. En løsning, der især bruges i lejeboligforeninger, hvor målet om at stoppe spild af ressourcer også kommer lejerne til gode i form af reducerede udgifter til vand og varme.

Tyske noventic group deler KeepFocus’ klima-ambition og tror på virksomhedens forretningsmodel. Derfor købte de i 2017 KeepFocus A/S i Silkeborg, og virksomheden er i dag en del af noventic group. Og i år har den tyske ejer valgt at tilføre virksomheden yderligere kapital i form af et trecifret millionbeløb.

Med denne kapitalindsprøjtning er KeepFocus kommet tættere på målet om at kombinere  idéer og applikationer med forretningsmetoder fra erfarne og førende spillere på markedet.

- noventic group består af en række datterselskaber, hvoraf det ene, tyske KALO, er mere end tre gange større end den største danske aktør på markedet for måling og afregning af energiforbrug. For os er det tyske ejerskab derfor et rigtigt godt bagland, når det gælder knowhow, netværk, stordriftsfordele og kapital. Ikke mindst fordi tyskerne er aktive og engagerede i den danske virksomheds fortsatte udvikling, siger David Friisholm der netop er udnævnt som direktør efter en fortid som administrerende direktør i Brunata.

App skal få beboere til at ændre adfærd
Med appen, KeepFocus Cards, har KeepFocus udviklet et værktøj, som skal hjælpe beboere i lejeboligforeninger med at sænke deres energiforbrug. Dermed bidrager app’en til at mindske CO2-udslippet fra boligmassen.

App’en har netop modtaget international anerkendelse i form af en innovationspris fra tyske ZIA (Zentraler Immobilien Ausschuss), som er en organisation for 37.000 bolig- og ejendomsselskaber i Tyskland.

App’en præsenterer nogle kort for beboerne, der bestemmes af algoritmer, som identificerer de områder, hvor beboeren kan ændre sit forbrugsmønster. For eksempel kan app’en vise en beboers vandforbrug og samtidig forsyne vedkommende med oplysninger om, hvor meget vand andre sammenlignelige husstande bruger og komme med gode råd til, hvordan man kan sænke sit vandforbrug. Kortene er udviklet til at motivere beboerne til at interessere sig for energi. Samtidig har KeepFocus haft fokus på, hvordan de kan fastholde brugerne bedst muligt, så app’en bliver spændende at bruge over tid.

-jhn

Læs mere om Lavenergi

7/8 2018