Komplekse regler skaber mistillid til råstofplanArkivfoto

Komplekse regler skaber mistillid til råstofplan

Uforudsigelighed og ineffektivitet hæmmer væksten i bygge- og anlægssektoren og gør det vanskeligt at udnytte ressourcerne

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Kristian Lund Johansen, der er miljødirektør SCT Transport, har anmodet om foretræde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at pege på en ny national råstofplan.

Ifølge Kristian Lund Johansen er den nuværende håndtering af overskudsjord og råstoffer præget af ”komplekse regler, uensartede praksisser og en betydelig grad af mistillid blandt aktørerne”:

- Denne mistillid skaber uforudsigelighed og ineffektivitet, som hæmmer væksten i bygge- og anlægssektoren og gør det vanskeligt at udnytte ressourcerne optimalt, lyder budskabet.

Understøtter genanvendelse
Han efterlyser derfor ”klare rammer og gennemsigtige processer, der kan sikre stabilitet og forudsigelighed for alle involverede”.

I forbindelse med foretrædet i udvalget vil han ud fra virksomhedens egne erfaringer præsentere løsninger, der fremmer sporbarhed og gennemsigtighed i håndteringen af overskudsjord og råstoffer:

- Vi vil også præsentere vores perspektiver på, hvordan råstofgrave og overskudsjord kan håndteres på en måde, der både beskytter miljøet og understøtter genanvendelse og biodiversitet, skriver han til politikerne.

Strategisk og koordineret indsats
Kristian Lund Johansen mener, at der med en mere strategisk og koordineret indsats kan sikres en bedre balance mellem lokale og nationale hensyn og dermed understøtter en bæredygtig udvikling:

SCT Transport mener, at det forberedende arbejde med en national råstofplan er en mulighed for at fremme en langsigtet og helhedsorienteret indsats for håndtering af de danske råstoffer og overskudsjord.

12/2 2025