Nedrivnings-specialister med høj viden Nyt uddannelseskoncept skal opkvalificere medarbejderne gennem målrettede kurser, der matcher virksomhedens og nedrivningsbranchens behov. Foto: J.Jensen Nedrivning.

Nedrivnings-specialister med høj viden

For at opkvalificere sine medarbejdere har J. Jensen Nedrivning oprettet et MasterClass-kursus

J. Jensen Nedrivning tager nu et vigtigt skridt mod at styrke deres medarbejderes kompetencer.

Det sker gennem et nyt uddannelseskoncept, som skal opkvalificere medarbejderne gennem målrettede kurser, der matcher virksomhedens og nedrivningsbranchens behov.

Konceptet bliver en kombination af intern og ekstern undervisning, så medarbejderne får adgang til den bedste viden, forklarer COO hos J. Jensen Nedrivning, Thomas Kolbeck.

- Vi ser det som vores ansvar at sikre, at vores medarbejdere er klædt på til de stigende og nødvendige krav, vi står over for i branchen.

- Kurset er en investering i både vores medarbejderes sikkerhed og vores virksomheds evne til at levere den bedste ydelse, siger Thomas Kolbeck, COO hos J. Jensen Nedrivning.

De kommende ændringer i lovgivningen for asbestarbejde betyder, at kravene til korrekt håndtering og sanering bliver skærpet markant.

Thomas Kolbeck slår fast, at de hos J. Jensen Nedrivning fuldt ud støtter op om de nye regler, og at asbest som område bliver en bærende del af kurserne.

- Vi synes kun, det er positivt med det skærpede politiske fokus på området, da det er afgørende, at kun kvalificerede og uddannede personer håndterer asbest.

- Når uautoriserede arbejder med asbest, skaber det en alvorlig risiko – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet. Og det skal vi for alt i verden undgå, siger Thomas Kolbeck.

I tillæg til den nye lovgivning vil kurset også berøre selektiv nedrivning - et område J. Jensen Nedrivning i mange år har været førende inden for. Og det vil de fortsætte med at være, forklarer Thomas Kolbeck.

- Selektiv nedrivning er en central del af vores daglige arbejde og har været det i mange år.

- Vi er dedikerede til at udføre vores arbejde med den største grad af professionalisme og ser frem til at dygtiggøre os yderligere og kommer til at læne os op ad de nye krav og forventninger, der kommer fra både lovgivningen og branchen, siger Thomas Kolbeck.

-kis

4/11 2024