SMVdanmark kræver handling - ikke tom politikerskakAdministrerende direktør Jakob Brandt

SMVdanmark kræver handling - ikke tom politikerskak

SMVdanmark har ti forslag til, hvordan en ny regering kan skabe bedre vilkår for landets små - og mellemstore virksomheder.

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Mindre bureaukrati, kortere betalingsfrister og bedre adgang til arbejdskraft skal styrke vækst og job i hele Danmark.

Det er blandt hovedpunkterne i ti forslag fra SMVDanmark, der peger på, at små - og mellemstore virksomheder udgør 99 procent af alle virksomheder i Danmark og står for to tredjedele af den private beskæftigelse.

Udspillet "Mindre bøvl, mere virksomhed" skal blandt andet være med til at reducere bureaukratiet, sikre bedre betalingsvilkår og gøre det lettere for virksomheder at finde arbejdskraft.

Drukner i bureaukrati

Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark understreger, at virksomhederne alt for ofte drukner i bureaukrati og barrierer, der bremser vækst og investeringer.

Et af de væsentligste forslag i udspillet er et markant opgør med det voksende bureaukrati. Danske virksomheder bruger hvert år omkring 49 millioner timer på administrative byrder.

Tid som i stedet kunne bruges på innovation, investeringer og jobskabelse.

Derfor foreslår SMVdanmark blandt andet at udpege en "byrdeminister" med ansvar for systematisk at reducere de administrative byrder for erhvervslivet.

Træt af tom politikersnak

Han er tydeligvis træt af at politikerne i årevis har talt om at reducere bureaukratiet. Alligevel vokser regelmængden.

Udspillet indeholder også forslag, der skal gøre det lettere for virksomheder at vokse og investere.

SMVdanmark foreslår blandt andet et fradrag på 250.000 kroner, som kan bruges én gang til at omlægge privat ejendom til erhvervsmæssig produktion i land- og yderkommuner.

Det skal gøre det lettere at etablere og udvide virksomheder uden for de største byer.

Maksimal betalingsfrist 30 dage

Samtidig foreslås en maksimal betalingsfrist på 30 dage mellem virksomheder. Lange betalingsfrister presser i dag likviditeten hos mange små virksomheder, som i praksis ender med at finansiere deres kunder.

Derudover foreslår SMVdanmark en lavere selskabsskat på den første million kroner i overskud samt lige adgang til internationale rekrutteringsordninger, så små virksomheder ikke stilles dårligere end store i konkurrencen om arbejdskraft.

De ti bud

1. Bindende mål for reduktion af bureaukrati og en minister med ansvar for byrdereduktion.

2. Styrk landdistrikterne med bedre muligheder for erhvervsaktivitet og produktion.

3. Genopret retssikkerheden for virksomheder i mødet med myndighederne.

4. Indfør en maksimal betalingsfrist på 30 dage mellem virksomheder.

5. Sænk selskabsskatten til 15 procent af den første million kroner i overskud.

6. Flyt behandlingen af førtidspensionssager til en national myndighed for mere ensartet praksis.

7. Giv små virksomheder bedre adgang til international arbejdskraft.

8. Gør det mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse.

9. Gør offentlige udbud mere SMV-venlige med fokus på kvalitet og innovation.

10. Saml bygge- og anlægsområdet under én minister for bedre politisk styring.


15/3 2026