Daloc
Østlig Ringvej sparer bilisterne for fire millioner timer

Østlig Ringvej sparer bilisterne for fire millioner timer

Som tidligere nævnt i BygTek har Sund & Bælt offentliggjort trafikmodelberegninger for Østlig Ringvej uden om København som en del af den igangværende miljøkonsekvensvurdering

Af Dan Bjerring

Konklusionerne i rapporten kommer ikke bag på Bo Sandberg, der er formand for Københavnertunnelgruppen.

På den anden side er det alligevel ”en behagelig bekræftelse”, at den fulde østlige ringvej løser præcis det, den er tiltænkt at gøre:

- Nemlig at øge fremkommeligheden, spare tid i trafikken, mindske trængslen, fredeliggøre Indre By og Brokvartererne og samtidig åbne for byudvikling af nye bydele, siger han.

Bedre sent end aldrig
Bo Sandberg har gennem en del år arbejdet for en trafikal bypass operation i form af en fuld ringvejsforbindelse fra Lyngbyvej i Nord til Københavns Lufthavn, Øresundsbroen og Amager-motorvejen i Syd:

- Det kommer til at fungere som en hårdt tiltrængt trafikal bypass-operation på den københavnske trafikpatient.

- Det rigtig gode spørgsmål er derfor også, hvorfor man ikke for mange år siden har fået opført den østlige ringvej. Men bedre sent end aldrig, siger formanden for Københavnertunnelgruppen.

En lang kø
Rapporten viser, at der vil ske en 14 procent aflastning af Indre By, 20 procent på Østerbrogade og 31 procent på Amager Strandvej

- De gode trafikmeldinger i kølvandet på Sund & Bælts trafikberegninger står nærmest i lige så lang kø, som morgentrafikken på Ring 3.

8.000 færre daglige køretøjer på Knippelsbro
Når man sammenligner den trafikale virkelighed på et hverdagsdøgn i 2050 i en verden henholdsvis med og uden Østlig Ringvej, vil der blandt andet være disse effekter:

• 14 procent færre kørte kilometer i Indre By

• 4.000 færre køretøjer på Østerbrogade, svarende til en reduktion på 20 procent

• 8.000 færre daglige køretøjer over Knippelsbro, svarende til et fald på hele 25 procent

• 31 procent færre køretøjer – og 36 procent færre lastbiler – på Amager Strandvej

• Opgradering af infrastrukturen i Øresundregionen ved lettere adgang til Øresundsbroen

• Sammenlagt rejsetidsbesparelse for trafikanter i Hovedstaden på fire millioner timer årligt

20 års kamp
Københavnertunnelgruppen blev dannet i 2005 og siden da har vi arbejdet for en østlig ringvej, der på én gang øger fremkommeligheden, mindsker trængslen i byen og muliggør byudvikling i blandt andet Østhavnen, på Refshaleøen og Lynetteholm.

Københavnertunnelgruppen er en bred interesseforening, der rummer store organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden: Danske Byggefag, Dansk Erhverv, DTL, DI, Metal, FH Hovedstaden, 3F Transportgruppen.

25/6 2025