Uddannelse til bygningskonstruktør skal udvikles - ikke afvikles
Bygningskonstruktøruddannelsen bør undtages fra en forkortelse, som det er sket med blandt andre diplomingeniør og maskinmester
Af Dan Bjerring
Christiansborg
En række erhvervsorganisationer - Dansk Håndværk, Danske Anlægsgartnere, Danske Malermestre, Arbejdsgiverforeningen KA, SMVdanmark og Dansk Industri – har rettet henvendelse til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og her i peget på, at Bygningskonstruktøruddannelsen skal udvikles – ikke afvikles.
Undtag bygningskonstruktørerne
De seks organisationer er med henvisning til forlydender om en forkortelse af uddannelsen til bygningskonstruktør bekymrede for bygningskonstruktøruddannelsens fremtid, men er i første omgang lettede over, reformen indtil videre er udskudt:
- Vi håber, at denne pause vil give anledning til at undtage bygningskonstruktøruddannelsen fra en forkortelse, som det er sket med blandt andre diplomingeniør og maskinmester, lyder budskabet fra organisationerne.
Efterspurgt uddannelse
Byggebranchen oplever bygningskonstruktøruddannelsen som meget efterspurgt i erhvervslivet, og som en uddannelse med en central rolle i bygge- og anlægsbranchen:
- Det er en uddannelse, der i høj grad leverer dét, den skal. Derfor skal man fare frem med lempe. Vi oplever samtidig, at kompetencekravene i bygge- og anlægsbranchen er stigende.
- Det gælder blandt andet inden for den grønne omstilling, men også med stigende krav til minimering af spild og til øget produktivitet i branchen. På disse områder spiller bygningskonstruktøruddannelsen en vigtig rolle, forklarer organisationerne.
Mere komplekst byggeri
Dertil kommer, at byggeriet i Danmark bliver tiltagende mere komplekst med mange nye materialer, nye teknologier omfattende dokumentationskrav samt øget digitalisering, der ikke gør behovet for uddannelse mindre:
- Hvis vi skal undgå fejl og tvister, er vi ligeledes afhængige af et højt kompetenceniveau i branchen, lyder konklusionen.
Fald i søgningen
Konsekvensen af en forkortelse af bygningskonstruktøruddannelsen kan derfor blive, at dimittenderne ikke kommer med samme faglige tyngde som i dag samt et fald i søgningen og optaget på uddannelsen:
- Det vil forværre manglen på kvalificeret arbejdskraft hos særligt SMV’erne inden for eksempelvis planlægning, projektering og koordinering af bygge- og anlægsopgaver.
- Slutteligt vil vi generelt opfordre til, at der forud for eventuelle ændringer af uddannelser med betydning for erhvervslivet, bliver et rum for en mere dybdegående dialog med erhvervslivet om behovet for ændringer af uddannelser.
- Det anser vi for at være en fornuftig praksis, og det håber vi på forståelse for, slutter henvendelsen.