Aktuelle nyheder - Ny- & tilbygning

DM i Skills skal igen til Fredericia De mange unge fra erhvervsuddannelserne skal igen konkurrere i Fredericia. Arkivfoto fra DM i Skills 2020: Per Daugaard og Søren Schnoor

DM i Skills skal igen til Fredericia

Frederica Kommune og Trekantsområdet har nu kontrakt med SkillsDenmark om at afholde DM i Skills i Fredericia i februar 2023

Del artiklen på

For tredje gang skal der være danmarksmesterskaber for talentfulde unge på erhvervsuddannelser i Fredericia.

- Vi i Skills har den klare ambition at vise flere unge, de muligheder, der er i en erhvervsuddannelse – og den ambition deler vi i den grad med Fredericia Kommune og Trekantsområdet, der arbejder meget seriøst med at tiltrække flere til en faglært karriere, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.

- Sidst vi var i Fredericia, samlede vi mere end 60.000 besøgende fra hele regionen, og mesterskaberne er blevet større siden da. Så vi regner med et kæmpestort og fantastisk arrangement i MesseC i 2023, siger Michael Boas Pedersen, næstformand i SkillsDenmark.

Mesterskaberne samler hundredvis af unge fra hele landet til konkurrencer inden for en række erhvervsfaglige uddannelser, som traditionelle håndværksfag, SOSU-uddannelsen, industrien og merkantile uddannelser.

- Jeg er glad for, at vi får DM i Skills tilbage til Fredericia i 2023. Konkurrencen er med til at holde fokus på håndværker-, SOSU- og de merkantile uddannelser, og det er vigtigt i en tid, hvor der er mangel på faglært arbejdskraft. Vi har som samfund en fælles opgave i at begynde at tale fagene op, så flere unge vælger en erhvervsrettet uddannelse, siger borgmester Steen Wrist.

Stephanie Lose, formand for Region Syddanmark, slår fast, at DM i Skills er en vigtig løftestang for både industrien og erhvervsuddannelserne i hele Region Syddanmark.
- Afholdelsen af DM i Skills understøtter derfor også vores arbejde med at sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse og ser erhvervsuddannelserne som en attraktiv uddannelsesvej.
DM i Skills bliver afholdt i Fredericia fra den 2. – 4. februar 2023 i MesseC.

-pf

Læs mere om Ny- & tilbygning

4/11 2021