Aktuelle nyheder - Ny- & tilbygning

Forlystelsespark når milepæl på rutsjebanebyggeriMed sin pris på tæt ved 100 mio. kroner er Fønix den største forlystelsesinvestering nogensinde i Fårup Sommerlands 46-årige historie.

Forlystelsespark når milepæl på rutsjebanebyggeri

De sidste elementer er nu monteret på Fønix i Fårup Sommerland, der bliver Danmarks største og hurtigste rutsjebane

Del artiklen på

Selvom Fårup Sommerland har takket af for dette års sæson, er der fortsat stor aktivitet i forlystelsesparken resten af året.

Opførelsen af Fårup Sommerlands kommende store nyhed Fønix, der bliver Danmarks største og hurtigste rutsjebane med en højde på 40 meter og en topfart på 95 kilometer i timen, er nemlig i fuld gang og vil fortsætte helt frem til åbningen af næste års sæson i påsken 2022.

Det enorme rutsjebanebyggeri, der vil blive en investering på tæt ved 100 mio. kroner, skrider planmæssigt frem, og det sidste baneelement er netop blevet monteret. Dermed tegner billedet af Danmarks største rutsjebane sig nu for alvor, og det er således endelig muligt at danne sig et fysisk indtryk af rutsjebanens i alt 905 meter lange forløb med loops, twists og meget mere.

- Byggeriet af Fønix går over al forventning. For nogle uger siden kunne vi montere Fønix’ højeste punkt 40 meter over jorden, og nu har vi så endelig fået monteret det sidste baneelement, så elementerne nu udgør en lukket ring.

-Det har indtil nu være en både spændende og udfordrende proces, fordi byggeriet selvsagt ikke direkte kan sammenlignes med noget, vi tidligere har lavet. Vi opførte forlystelsen Saven for to år siden, og selvom vi kan trække på erfaringer herfra, er størrelsen på Fønix alligevel noget helt andet, siger Tue Albrektsen, teknisk chef i Fårup Sommerland.

Det er den hollandske rutsjebaneproducent Vekoma, der har stået bag designet af Fønix, mens tyske Ride Construction Service står for selve opførelsen af rutsjebanen. Det nordjyske entreprenørfirma Vennelyst står for alt jord- og betonarbejde samt opførelsen af tilhørende bygninger.

Det meste af foråret og sommeren har den nordjyske entreprenørvirksomhed i samarbejde med Hercules, som er en del af NCC Gruppen, brugt på at støbe i alt 170 fundamenter, som Fønix hviler på, hvilket har krævet ca. 4.000 kubikmeter beton.

-pf

Læs mere om Ny- & tilbygning

4/11 2021