Lethal skærmer mod vind, vand og sne
Fodboldklubben HFK’s over 1000 medlemmer har fået en 65 x 55 meter stor lethal med kunstgræs. En win-win historie for alle parter, lyder det fra HFK
I alle kommuner har man problemer med at skaffe opvarmede haller nok til de mange idrætsudøvere, der gerne vil dyrke sport under tag. Når timerne i de kommunale haller skal fordeles, bliver fodbold ofte nedprioriteret, fordi det ikke er en rigtig indendørssport. Men i vinterhalvåret, når vestenvinden står ind over banen, eller sneen ligger som en dyne på græsset, er det svært at få det optimale ud af den udendørs træning. Det kender man alt til i Haderslev.Derfor har Haderslev Fodboldklub (HFK) længe ønsket sig overdækkede træningsfaciliteter, hvor klubbens flere end 1000 medlemmer kan træne i ly for blæst og vintervejr. Den drøm er nu realiseret i samarbejde med Haderslev Kommune og Lindab, der er hovedsponsor på hallen og har leveret størstedelen af byggematerialerne.
Superligaklubber vil have egen lethal
Lindab Hallen, eller Lindab’en som lethallen kaldes i daglig tale, stod færdig i december 2013 og er allerede en bragende succes.
- Lethallen er ikke opvarmet, så temperaturen er cirka den samme som udenfor, men det er en helt anden oplevelse at træne i ly for vind og vejr. Både trænere og spillere er begejstrede, og efter de professionelle spillere fra SønderjyskE er begyndt at træne i hallen, har jeg fået flere henvendelser fra andre superligaklubber, der er interesseret i at få deres egen lethal, fortæller formand for HFK, Claus Dall, der er en af initiativtagerne til lethallen.
En halv superligabane
Idéen til den nye lethal er født af HFK i samarbejde med Haderslev Kommune. Tidligt i processen blev Lindab inviteret med som rådgiver på byggeriet, og gennem et sponsorat på 300.000 kroner har Lindab desuden været med til at skaffe den fornødne kapital, så projektet kunne realiseres. Den samlede pris for byggeriet var 7,8 mio. kroner, som er finansieret af Haderslev Kommune med støtte fra Lindab og DBU. Dansk Halbyggeri har stået for opførelsen af lethallen.
Hallen er 65 gange 55 meter stor, hvilket svarer til en halv superligabane. Den store hal er den tredjestørste af sin slags i Danmark, kun overgået af træningshallerne i Ikast og Brøndby. Hallens størrelse betyder, at flere hold uden problemer kan træne i hallen samtidig, da der er plads til to traditionelle indendørsfodboldbaner.
Lethallen er opført med stålfacader og ståltag fra Lindab, som også har leveret træningshallens to porte og otte døre. Selve konstruktionen er udført med z-profiler som skelet med stålplader udenpå.
-los