Skal opføre 18.000 kvadratmeter råhus på under et år
Byggeriet af AGC Biologics nye fabrik skal gennemføres på rekordtid
Det danske entreprenørselskab LM Byg viste imponerende vækst i det seneste regnskab og cementerede sin position som én af de førende danske virksomheder inden for råhusbyggeri og hovedentrepriser. Nu får entreprenøren storentreprisen på byggeriet af 18.000 m2 råhus til det milliardstore medicinalbyggeri for AGC Biologics i Søborg. Et projekt, der sætter store krav til LM Bygs erfaring med råhuse, da det fire etagers råhus skal stå klar allerede til sommer.
- Det er en stor udfordring at opføre så stort et etageareal på så kort tid, men gennem vores mange års erfaring og specialisering inden for beton- og råhusarbejde er vi i stand til at kunne levere hurtigt.
Vi bliver valgt til denne type opgaver, fordi vi formår at skabe enkle løsninger på komplicerede udfordringer, siger Per Semmling, adm. direktør i LM Byg A/S.
Tidsplanen kræver skarp styring
Byggeriet er en udvidelse af AGC Biologics produktionsanlæg i Danmark og omfatter blandt andet kontorer, produktions- og laboratoriefaciliteter. Projektets ambitiøse tidsplan kræver skarp styring af alle processer, når råhusbyggeriet skal stå klar i sommeren 2022.
- Vi er vant til at arbejde med deadlines og ved, at det kræver en agil arbejdstilgang. Vi har de rette medarbejdere og kompetencer til at imødekomme kravene og aflevere til tiden, siger Per Semmling.
AGC Biologics er en international medicinalvirksomhed, og det nye byggeri består af to bygninger på fire etager med kontor, P-kælder, forbindelsesgang på første sal, lager, produktion, teknik og laboratorie. AGC Biologics er bygherre på projektet og har høje forventninger til samarbejdet og det færdige resultat til sommer.
- Med den stramme tidsplan var det alfa omega at finde en samarbejdspartner, der har bevist, at de kan levere de rette løsninger til tiden. Vi er glade for det samarbejde med LM Byg, som vi har haft i tilbuds- og kontraheringsfasen. Projektet er allerede gået i gang, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, siger Morten Vilstrup fra AGC Biologics.
-pf