Skou Gruppen vinder totalentreprise ved Amager Bakke
Amager Ressourcecenter skal have nye faciliteter til affaldsindsamling i Københavns Kommune
Skou Gruppen har vundet en omfattende totalentreprise for ARC – Amager Ressourcecenter. Det drejer sig om planlægning, projektering og opførelse af nye faciliteter til affaldsindsamling i Københavns Kommune ved Amager Bakke. En ny bygning på ca. 3.200 etagemeter skal indeholde administration og medarbejderfaciliteter, og der skal etableres opmarchareal for skraldebiler og personaleparkering.
Elektriske skraldebiler og bæredygtigt byggeprojekt
En væsentlig årsag til byggeriet er, at Københavns Kommune ønsker at nedbringe CO2-udledningen på affaldsområdet. Derfor skal bilflåden elektrificeres over de kommende år, hvilket samtidig vil medføre mindre partikelforurening og støjreduktion i hovedstaden. Skou
Gruppen skal etablere elektrisk infrastruktur på det nye opmarchareal. Her får de nye ladestandere og transformere kapacitet til at forsyne 65 skraldebiler og fem servicebiler.
De elektriske skraldebiler er ikke det eneste plus i klimaregnskabet. Byggeriet bliver nemlig certificeret som et bæredygtigt byggeprojekt, et såkaldt DGNB-byggeri. Det vil sige, at alle involverede parter skal leve op til en lang række miljøhensyn for at opnå DGNB-guld, som er kravet fra Københavns Kommune.
En stor koordineringsopgave
Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, forklarer, at en af byggeprojektets store udfordringer er koordineringen af de mange aktører, der skal inddrages. Han forventer, at Skou Gruppen får 20 medarbejdere fast tilknyttet byggeriet. De skal stå for egenproduktionen, som er lofter, vægge og aptering. Dertil kommer en lang række underleverandører og hensynet til den store brugergruppe.
- Københavns Ejendomme bliver ejere af bygningen på sigt, og ARC samt kommunens Teknik- og Miljøforvaltning bliver daglige brugere af de nye faciliteter. Vi er i dialog med aktører som Radius og HOFOR, og så skal vi planlægge arbejdet, så vi ikke kommer i vejen for personalet i den daglige drift. Indsamlingen af affald forsætter nemlig, mens byggeriet står på, siger Martin Skou Heidemann.
Skou Gruppen samarbejder også med Green Building Council for at sikre, at alle krav til DGNB-certificeringen overholdes. Sweco er rådgiver, og BBP Arkitekter og 1:1 Landskab er underrådgivere.
Den endelige aflevering af faciliteterne til affaldsindsamling ved Amager Bakke sker i 2024.
-pf