Bygger ny bro til NærhedenDen nye vej- og stibro hen over jernbanen mellem Nærheden og Hedehusene skal sikre optimale trafikale forbindelser mellem ny og eksisterende by. Illustration: Dissing+Weitling Architecture

Bygger ny bro til Nærheden

Tirsdag d. 19. marts tages 1. spadestik til den kommende bro mellem Hovedgaden i Hedehusene og Høje-Taastrup Kommunes nye bydel Nærheden

Den nye bro skal skabe forbindelse mellem det eksisterende Hedehusene og den nye bydel Nærheden. Broen bliver for både gående, cyklister og bilister, og skal med sin markante arkitektur være et vartegn for hele byen.

Nærheden er betegnet som ’fremtidens bæredygtige forstad’, der kombinerer byens tæthed og byliv med forstadens grønne kvaliteter. Planen for den nye bydel er udviklet i dialog med borgere, interessenter og fagfolk inden for blandt andet arkitektur, trafik, klima, byliv og økonomi.

Et af hovedgrebene i udviklingsplanen er et rekreativt grønt parkstrøg, der kaldes Loopet, der binder den nye bydel sammen med det eksisterende Hedehusene og gør det nemt at komme rundt mellem bolig, skole, butikker og fritidsaktiviteter til fods og på cykel.

Nærheden bygges op omkring boligklynger bestående af en bred vifte af forskelligt udseende rækkehuse, byvillaer og lejlighedsbyggeri i primært 2-3 etager.

Høje-Taastrup Kommune anlægger i 2020-21 en helt ny visionær skole og læringshus, der udvikles i samarbejde med LEGO Education.

Den helt nye bydel udvikles i partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By og Byg

Ved arrangementet d. 19. marts vil der være taler af borgmester Michael Ziegler, projektdirektør i Nærheden Ole Møller og afdelingschef hos entreprenøren Jorton Kurt Hansen. Arrangementet er for inviterede.

-los


28/2 2019