Naturcenter vinder arkitekturpris i Dublin
AART architects har modtaget The Energy Efficiency Best of Award 2013 for Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl
Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl var blandt vinderprojekterne, da The Energy Efficiency Best of Awards 2013 torsdag den 20. marts blev uddelt på Guinness Storehouse i Dublin.
Prisen uddeles hvert andet år af Saint-Gobain Isover, som med prisen hædrer nybyggerier og renoveringsprojekter, der viser vejen for fremtidens energieffektive byggeri.
- The Energy Efficiency Best of Awards fremhæver kreative og innovative måder, hvorpå det er muligt at opnå energieffektivitet, og har til formål at fremme konstruktionsmetoder, der bidrager til øget komfort og respekt for miljøet, skriver Saint-Gobain ISOVER om prisen.
Prisbelønnet passivhus
Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl er resultat af et tæt samarbejde mellem AART architects, Middelfart Kommune, Rønslev Andersen og Miljøforum Fyn.
Det prisbelønnede naturcenter ligger i det naturskønne landskab i Hindsgavl Dyrehave, hvor det nærmest vokser ud af det bakkede landskab. Fra de nære udearealer har besøgende adgang til det græsbeklædte tag, der fungerer som udsigtspunkt over dyrehaven.
Som et af de første naturcentre i Danmark opfylder Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl energikravene til et passivhus. Energiforbruget er således markant reduceret, hvilket er blevet muligt ved at sikre en høj isoleringsevne samt forme og orientere naturcentret i forhold til de lokale klimaforhold. Det kommer blandt andet til udtryk i den bygningsintegrerede solafskærmning, der ud over at modvirke overophedning i de varme sommermåneder giver naturcentret en markant, arkitektonisk profil.
- kj