Små huse sælges hurtigst

Stor efterspørgsel på et overkommeligt køb, når boligpriserne stiger

En opgørelse over den gennemsnitlige salgstid for 8.000 hushandler fra 2017 viser, at det er de små huse, der sælges på kortest tid. Edc, som står bag opgørelsen, angiver, at det er stigende boligpriser, der får flere til at justere ønsker til boligens størrelse og derfor sælges mindre huse hurtigst.

Det tager i gennemsnit 171 dage eller lige knap et halvt år, at sælge et hus, der er mindre end 100 m2, mens det tager 130 dage længere eller ca. ti mdr. at sælge huset, hvis det er større end 200 m2.

Opgørelsen viser også, at husene sælges hurtigst i Region Hovedstaden, hvor de helt små huse i gennemsnit sælges på bare 86 dage eller mindre end tre mdr.

Størst tålmodighed kræves af sælgere af huse større end 200 m2. I Region Nordjylland må de indstille sig på, at salgstiden kan være et år.

I forhold til en tilsvarende opgørelse fra 2014 er salgstiderne generelt faldet 16-20 %, mens salgstiden for huse mindre end 100 m2 er faldet hele 45 % i Region Hovedstaden, der tegner sig for de største prisstigninger. Det er tegn på, at det netop er de stigende priser, der får flere til at gå efter de mindre huse.

De mindre huse ligger typisk i byerne og tallene er derfor også et udtryk for, at huse beliggende i byerne er mest populære og lettest at sælge.

- Tallene giver et meget tydeligt billede af, at små og mellemstore huse generelt set sælges hurtigere end de store huse, siger Jan Nordmann, kommunikationschef i Edc. Billedet er det samme over hele landet, men især i hovedstadsområdet er salgstiderne for de mindste huse mærkbart forkortet. I resten af landet skal man regne med 3-5 måneders længere salgstid, hvis villaen er større end 200 m2.

- Naturligvis vil de fleste som udgangspunkt synes, at det er en fordel med mere plads, men vi oplever i stigende grad at køberne er bevidste om, at flere kvadratmeter medfører større omkostninger til vedligehold og opvarmning ikke mindst.

Hvert syvende hus solgt i 2017 er mindre end 100 m2.

Salgstid for villaer solgt i år, kilde: Edc oktober 2017
Villaer 0-100 kvm. 101-150 kvm. 151-200 kvm. +201 kvm.

Hovedstaden
000-100 m2,   86 dage
101-150 m2, 111 dage
151-200 m2, 138 dage
     +201 m2, 184 dage

Sjælland
000-100 m2, 172 dage
101-150 m2, 199 dage
151-200 m2, 208 dage
     +201 m2, 270 dage

Syddanmark
000-100 m2, 196 dage
101-150 m2, 217 dage
151-200 m2, 255 dage
     +201 m2, 343 dage

Midtjylland
000-100 m2, 196 dage
101-150 m2, 191 dage
151-200 m2, 207 dage
     +201 m2, 300 dage

Nordjylland
000-100 m2, 217 dage
101-150 m2, 213 dage
151-200 m2, 252 dage
     +201 m2, 367 dage

Landsgennemsnit
000-100 m2, 171 dage
101-150 m2, 184 dage
151-200 m2, 214 dage
     +201 m2, 300 dage

- eca

31/10 2017