Prioritér ventilation og dagslys i bygningsdesignet

Dårligt indeklima kan reducere produktiviteten og har negative konsekvenser for helbredet. Løsningen er at sikre ventilation og dagslys, lyder rådet fra Velux

Luften indenfor på skoler, arbejdspladser og offentlige bygninger kan være op til fem gange mere forurenet end luften udenfor, og et dårligt indeklima kan have negative konsekvenser, som tæller alt fra astma til forkølelse, luftvejssygdomme og koncentrationsbesvær. Men otte ud af ti danskere er ikke klar over, at luften indenfor kan være mere forurenet.

Det viser det nye studie The Indoor Generation, som Velux står bag. Som en del af studiet har YouGov foretaget en undersøgelse blandt 16.000 mennesker på tværs af 14 lande herunder Danmark om deres viden om konsekvenserne af, at vi opholder os op til 90 % af dagen indenfor. Det svarer til næsten 22 ud af døgnets 24 timer.

Det dårlige indeklima i eksempelvis kontorbygninger, skoler og universiteter skyldes, at bygningerne ofte er designet og bygget med dårlig ventilation eller med vinduer, der ikke kan åbnes.

- Igennem en årrække har fokus været på, at bygninger skal være energieffektive. Ventilation og dagslys er derfor blevet nedprioriteret i mange bygninger. Det har desværre medført en række utilsigtede konsekvenser, da den forurenede luft ikke kan komme ud af bygningerne. Det er et problem, vi skal have gjort noget ved, siger Peter Foldbjerg, der er chef for dagslys, energi og indeklima hos Velux.

Han uddyber:

- Der skal ske en ændring i vores tilgang til bygningsdesign. Vi opfordrer derfor arkitekter og entreprenører til at prioritere ventilation og dagslys helt fra begyndelsen - i designfasen, under renovation og i projekter med byplanlægning. Det er vigtigt både for vores helbred og for samfundet. Bedre indeklima kan nemlig give bedre indlæring og produktivitet og vigtigst af alt færre sygdomme.

-kj

18/5 2018