Aktuelle nyheder - Døre & vinduer

Velux gruppen køber tyske JET-Group

Velux Gruppen køber virksomheden JET-Group, der er en af de store spillere inden for ovenlyssystemer til kommercielle bygninger på det europæiske marked.

Del artiklen på

Velux A/S og det hollandske investeringsselskab Egeria har indgået aftale om, at Velux Gruppen køber virksomheden JET-Group. Beslutningen om at overtage JET-Group, som er ledende inden for ovenlyssystemer til kommercielle bygninger på det europæiske marked, er i tråd med en vækststrategi, der især handler om øget vækst i salg af dagslysløsninger til kommercielle bygninger.

- Vi har haft en meget positiv dialog med Egeria og JET-Group. Vi fik helt fra starten en følelse af, at JET-Groups og VELUX Gruppens ambitioner og kulturer supplerer hinanden godt. Opkøbet af JET-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa," udtaler David Briggs, adm. direktør for VELUX Gruppen

- Købet af JET-Group betyder, at vi fra dag 1 bliver en af de førende spillere i Europa inden for kommercielt byggeri, og vi starter på at lægge vores VMS-forretning sammen med JET-Gruppens og opbygge en ny kommerciel division med henblik på at øge vores vækst på det marked. Vi forventer også, at vi vil kunne forbedre JET-Groups grossistvirksomhed ved at sælge nogle af deres produkter gennem Velux Gruppens forhandlernetværk, og det vil også skabe mere forretning for vores forhandlere. Vi har altid fokuseret på at levere dagslys og frisk luft for at skabe bedre boliger og arbejdspladser, og opkøbet af JET vil betyde stordriftsfordele og udvide vores forretning med et helt nyt markedssegment, siger David Briggs, adm. direktør i Velux Gruppen.

Opkøbet skal godkendes af konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig for at være gældende. De to virksomheder ønsker ikke at give flere oplysninger om aftalen, før den endelige godkendelse foreligger.

-jhn


Fakta: Kommercielt byggeri består af to hovedområder:
- Et segment for arkitektoniske glaselementer, hvor der er stort fokus på design, og hvor arkitekter spiller en afgørende rolle i udvælgelsen af glas- eller akrylløsninger.
- Et segment for fladtagsløsninger til kommercielle bygninger næsten udelukkende bestående af akrylløsninger som for eksempel kupler og rækker af ovenlysmoduler (lysbånd).

Om JET-Group
JET-Group er en førende leverandør i Europa af dagslysløsninger, ventilationsprodukter og røg- og varmeventilationssystemer. Hovedprodukterne er lyskupler og lysbånd, som især bliver brugt i erhvervsbygninger og offentlige byggeprojekter.
Internationalt beskæftiger JET-Group næsten 800 medarbejdere og har hovedkvarter i Hüllhorst i Tyskland og salgskontorer i 11 europæiske lande og seks produktionsselskaber i fire lande. Flere oplysninger på www.jet-group.com

Læs mere om Døre & vinduer

12/10 2018