Pludseligt vejrskift kan give hovedbrud for boligejere
Med udsigt til plusgrader og tøvejr de kommende dage opfordrer Teknologisk Institut til at fjerne sne fra sokler, kælderskakte og loftsrum for at undgå fugt- og skimmelskader
Efter en længere periode med hård frost, sne og kraftig blæst ligger sneen nu mange steder helt tæt op ad husenes sokler, i kældertrapper, omkring krybekældre og på tagene.
Samtidig kan fygesne have fundet vej ind i tagrum, kældre og krybekældre gennem små åbninger og utætheder, uden at det umiddelbart kan ses.
- Når temperaturen stiger, bliver de store snemængder pludselig til store mængder vand meget tæt på bygningen. Det vand skal ledes sikkert væk.
- Samtidig kan skjult fygesne i tagrum og krybekældre begynde at smelte og opfugte materialer, som ikke tåler langvarig fugt, siger forretningsleder Steen Pallesen fra Teknologisk Institut.
Teknologisk Institut opfordrer boligejere til både at gennemgå huset udvendigt og indvendigt, inden tøvejret sætter ind.
- De fleste skader kan undgås med en relativt enkel indsats ved at fjerne sneen fra husets sokler, sørg for, at vandet kan løbe væk, og få tjekket de skjulte rum for fygesne. Det er langt billigere at bruge lidt tid på forebyggelse nu end at stå med en omfattende skimmelsanering om nogle måneder, siger Steen Pallesen.
Hvis fugt- og skimmelskader ikke opdages i tide, kan der udvikles skimmelsvampevækst i skjulte konstruktioner, som påvirker indeklimaet.
Typiske tegn er lugt af mug, kælder eller jordslåethed, misfarvninger på vægge og lofter, afskallende maling eller puds. Skimmel kan også give indeklimagener som irritation i øjne og luftveje, hoste, hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær.
På længere sigt anbefaler Teknologisk Institut, at bygningsejere arbejder mere systematisk med tæthed og ventilation i tagrum og krybekældre. Det indebærer at tætne utætheder ved tagfod, rygning, gennemføringer og loftslemme, sikre fornuftigt udformede ventilationsåbninger.
-dc