Bolden er givet op til overenskomstforhandlinger for vvs'erne Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2020 lykkedes det at lande en aftale, som endte med at få stor opbakning. Dengang stemte 81,4 % af vvs’erne ja til overenskomstaftalen.

Bolden er givet op til overenskomstforhandlinger for vvs'erne

Overenskomstforhandlingerne mellem Tekniq Arbejdsgiverne, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal blev skudt i gang i fredags. Det skete på et baggrundstæppe af udfordringer, men forhandlingsviljen til at nå hinanden er stor

De første officielle forhandlinger blev fredag skudt i gang på vejen mod en ny overenskomst på vvs-området. Tekniq Arbejdsgiverne, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal har taget hul på forhandlingerne.

- Det er på et svært økonomisk baggrundstæppe, at vi nu starter forhandlingerne, men vi er godt forberedte og klar til at arbejde for et forlig. Parterne er ikke enige om alt, men tilliden og respekten mellem os er stor, så jeg tror på, at vi får en rigtig god proces for forhandlingen, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.

Generelt bliver overenskomstforhandlingerne i offentligheden denne gang omtalt som historisk svære. Selvom der de seneste år har været tryk på kedlerne i installationsbranchen, så er inflationen det seneste år steget med rekordfart. Samtidig peger de fleste andre økonomiske nøgletal i retning af en mulig økonomisk recession i den nærmeste fremtid.

Det skal dog ikke spænde ben for, at parterne er enige om at gå langt for at nå hinanden i løbet af forhandlingerne, så der bliver fundet et kompromis, der er acceptabelt på begge sider af bordet.

- Der er ingen tvivl om, at vi går nogle svære forhandlinger i møde. Der er altid risiko for konflikt, og den er ikke blevet mindre denne gang. Vi står i en situation, som jeg ikke har kendt lignende i min tid. Men når det er sagt, så går vi selvfølgelig til forhandlingerne med den indstilling, at vi skal lande et resultat, som begge parter kan se sig selv i, og som de fleste medlemmer vil stemme ja til, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

-dc

16/1 2023