Får for lidt ud af uddannelsen: vvs-lærlinge sendes tilbage på skolebænken Samarbejdspartnere fra fagområdets erhvervsliv deltager ved akademiet og giver lærlingene mulighed for at se og afprøve nye produkter.

Får for lidt ud af uddannelsen: vvs-lærlinge sendes tilbage på skolebænken

Bedre Bad – Bedre Energi har fået nok af sniksnak om, hvordan man løfter erhvervsuddannelserne. Derfor har vvs-kæden lavet eget uddannelsesforløb for lærlinge, hvor der blandt andet står Emma Gad på skemaet

Lokalerne er slidte, pensum forældet og værktøjet dårligt. Sådan beskriver en vvs-lærling den del af hans erhvervsuddannelse, der foregår på skolebænken.

– På skolen er det en helt anden verden end den, vi ellers er ude i. Meget af det, der er på programmet, er gammeldags. Vi lærte for eksempel at skrue rør sammen, selvom man mange steder i dag presser dem med maskine, forklarer Nickolai Julius Schæfer, der er lærling ved Ken Skovby Vvs i Odder.

Her er mester godt klar over, at det er et problem, og derfor sender han sine lærlinge afsted på ekstra sideløbende uddannelse, og det beskriver den 27-årige lærling noget anderledes.

– Vi får lov til at arbejde med nogle langt mere moderne ting, der nok er for dyre for skolen at anskaffe. Leverandørerne kommer også ind og fortæller om nyeste produkter på markedet, og på den måde bliver vi helt opdaterede.

- Sidst fik vi lov til at pille ved en indbygningscisterne lavet til undervisningsbrug, på den måde kunne vi se og lære noget, vi ellers ikke kommer til og slet ikke på skolen, siger Nickolai Julius Schæfer.

På vvs-teknikeruddannelsen er der fire skoleforløb, men oveni dem har Nickolai Julius Schæfers mester lagt fire ekstra gennem kædekontorets eget akademi.

I det allerførste modul står der Emma Gad på skemaet, og selvom det ikke ligefrem lyder som et klassisk 'håndværkerfag', så forstår Nickolai godt idéen med det.

– Man skal have rent arbejdstøj på, håret skal være friseret, man skal tage skoene af og møde folk med et smil. Det lyder måske banalt, men det er slet ikke alle, der gør det.

- Der var jo også nogle, der troppede op i beskidt arbejdstøj til kurset, hvilket var lidt ironisk og understregede pointen meget godt. Hvis ikke man ser ordentlig ud, hvordan ved kunderne så, at det er et ordentligt stykke arbejde, man kan lave, lyder det fra Nickolai Julius Schæfer.

Er nødt til at supplere uddannelsen
Mange af erhvervsuddannelserne har i årevis kæmpet med lav tilgang, højt frafald og dermed også en lav gennemførelsesprocent.

Det er også tilfældet blandt vvs'erne, og her er tålmodigheden med de politiske beslutningstagere sluppet op hos landets største kæde Bedre Bad – Bedre Energi.

– Vi er nødt til at sikre, at vores lærlinge har opdateret viden om love og regler, men også kendskab til de nyeste teknologier og produkter, som de også skal kunne installere og servicere. Det får de ikke gennem uddannelsen, som den er nu.

- Vi ser os nødsaget til at supplere vores lærlinges erhvervsuddannelse med vores eget akademi, lyder det fra Vibeke Biune, der er direktør i Bedre Bad – Bedre Energi, hvor både teoretisk undervisning og praktiske opgaver er på programmet, og forløbet afsluttes med en praktisk prøve.

– Vvs-faget giver de unge mange karrieremuligheder, og det skal vi ikke bare have de unge, men også forældrene til at se. Man kan læse videre i mange retninger som energi, ventilation, til vvs-ingeniør, autoriseret vvs-installatør, produktionsteknolog eller blive maskinmester.

- Hvis man vil gøre de tekniske uddannelser mere attraktive, er man nødt til at opdatere netop det tekniske, så eleverne har moderne udstyr at arbejde med, siger Vibeke Biune.

I løbet af 2024 og 2023 har 853 personer påbegyndt VVS-energitekniker uddannelsen. Der er endnu ikke tal for fuldførelser af uddannelsen, men i perioden 2022 til 2023 fuldførte 489 uddannelsen, mens 450 afbrød, og tilgangen af nye studerende var på niveau med i år og lød på 879 personer.

-dc

23/1 2025