Fra hel- til halvpalle-kasser sparer 17 lastbiler om åretBæredygtighedschef Gitte Østergaard Futtrup og driftschef Sine Solhøj Hansen med de to kassestørrelser. Foto: Jonas Almstrøm.

Fra hel- til halvpalle-kasser sparer 17 lastbiler om året

Sanistål har ændret arbejdsprocesser, så den rigtige størrelse papkasser bliver valgt, når der skal pakkes ordret. Det sparer 170 ton CO2 og 17 lastbiler om året

Ved at indføre en ny halvpalle-kasse i Saniståls lagerstyringssystem sparer virksomheden både penge og reducerer CO2-udledning. Samtidig oplever kunderne, at der er mindre luft i pakkerne, når de modtager deres varer.

- I Sanistål tænker vi bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør, og vi er hele tiden på udkig efter nye grønne tiltag. Derfor er det fedt, at vi kan lave en ret simpel forbedring i vores logistikcenter, som giver så stor en effekt, siger Sine Solhøj Hansen, der er driftschef i Saniståls store logistikcenter i Billund.

Medarbejderne får hjælp af logistikcentrets lagerstyringssystem til at vælge præcis den størrelse kasse, som passer til varerne.

- Vi har to størrelser af de største kassetyper nemlig kasser på helpaller og på halvpaller. Hidtil har det været op til medarbejderne selv at vælge, og det kan godt være svært at vurdere, hvor meget en stor ordre af varer fylder. Ofte har medarbejderne valgt den store helpalle-kasse, selvom varerne faktisk godt kunne være i en halvpalle-kasse. Det har betydet, at vi har sendt unødvendigt store kasser til vores kunder, siger Sine Solhøj Hansen.

Sparer 170 ton CO2 og 17 lastbiler om året
Derfor blev der tidligere på året udviklet og indført en forbedring af arbejdsprocessen, så lagerstyringssystemet nu også vælger den rigtige palle-kasse til store ordrer. Procesoptimeringen blev gennemført i marts, og den har allerede haft en stor positiv effekt.

- Vi har reduceret vores forbrug af paller og pap markant, efter vi er begyndt at hjælpe medarbejderne med at vælge den rigtige størrelse kasse. Mere end hver tredje kasse på helpalle er nu blevet erstattet med en halvpalle-kasse, og det mindre emballageforbrug betyder, at vi sparer en hel del CO2, siger Sine Solhøj Hansen.

I løbet af de seneste 40 dage er 1400 helpaller erstattet af halvpaller med tilsvarende mindre papkasser. Det giver en beregnet årlig besparelse på næsten 170 ton CO2 alene på grund af det lavere forbrug af paller og pap i Saniståls logistikcenter.

Oveni er der også en betydelig CO2-besparelse på distributionen af varerne, fordi der nu kan være flere kasser i lastbilerne. En årlig besparelse på mere end 1600 kubikmeter luft svarer til cirka 17 lastbiler om året, som kan spares.

Komplekst at optimere interne arbejdsgange
Sanistål har en erklæret målsætning om, at virksomhedens drift skal være net-zero inden 2030. Derfor er Saniståls bæredygtighedschef Gitte Østergaard Futtrup begejstret for logistikcentrets nye grønne tiltag.

- Selvom det kan lyde enkelt, så er det ret komplekst at optimere interne arbejdsgange, så det både er en fordel for miljøet og for kunderne. Det er rigtig godt gået af kollegerne i vores logistikcenter. De tester og undersøger også i disse uger alternative emballagetyper. Vi har fokus på emballage, hvor mange små justeringer i vores emballage-sammensætning - som f.eks. at udskifte flamingofyld med nedbrydeligt majsfyld - også er med til at reducere vores klimaaftryk, siger hun.

Sanistål har i de seneste to år reduceret sin CO2-udledning med en tredjedel, og ifølge bæredygtighedschefen er det ikke mindst takket være en målrettet indsats blandt medarbejderne, at virksomhedens kan indfri sine høje klimaambitioner.

- Det er vores medarbejdere, som bedst kender de processer, der kan optimeres, og heldigvis har vi i vores organisation masser af kolleger, der er dybt engageret i den grønne omstilling, siger Gitte Østergaard Futtrup.

-dc

15/6 2023