Store stande og besøg fra udlandet  Alle årets stande er udsolgte og udstillerne sætter desuden rekord, da mange har booket ekstra kvadratmeter. Foto: Vvs-messen.

Store stande og besøg fra udlandet

Årets vvs-messe er lige om hjørnet. Alle stande er udsolgte, og flere udenlandske virksomheder har valgt at lægge vejen forbi

D. 24.-26. maj danner Odense Congres Center og Jyske Bank Arena ramme om Vvs’23, som i år afholdes for 16. gang.

Vvs-messen foregår over tre dage i tre haller og en arena, hvor over 180 udstillere har meldt sig til at vise deres produkter og løsninger frem.

Alle årets stande er udsolgte og udstillerne sætter desuden rekord. Mange har nemlig booket ekstra kvadratmeter og udvider dermed deres stande sammenlignet med tidligere vvs-messer.

200 kvadratmeters udstillerstand
En af de udstillende virksomheder, som har skruet ekstra op for standstørrelsen, er armaturproducenten Grohe. Over 200 m2 af Jyske Bank Arena kommer nemlig til at være mærket af virksomhedens mørkeblå logo, hvilket giver Grohe rekorden for den største stand til Vvs’23. Pladsen skal blandt andet bruges til en stor toetagers truck, som helt sikkert kommer til at fange de besøgendes blik.

Grohe står klar til at tage imod messens besøgende og vil fremvise nye produkter fra virksomhedens sortiment. Blandt andet forskellige vand- og energibesparende produkter, samtidig med at det ved hjælp af virtual reality bliver muligt at se, hvordan et badeværelse vil se ud med virksomhedens forskellige produktfarver.

– Vi tager vores farvede produkter med, og så har vi rigtig mange af vores berøringsfrie produkter med også, siger Ivan Pujic, der er produktunderviser i Grohes danske og islandske afdeling.

Trofaste udstillere
En anden udstiller på Vvs’23 er virksomheden BWT, som troligt er med hver gang vvs-messen afholdes.  

– Vi har valgt at deltage på vvs-messen for at vise en masse spændende nyheder, som vi glæder os til at præsentere – heriblandt et helt nyt legionella-anlæg, afslører BWT’s salgschef, Jesper Olsen, som samtidig forklarer, at en vigtig årsag til, at BWT er at finde på Vvs’23, også er muligheden for de fysiske møder med virksomhedens eksisterende kunder, samarbejdspartnere og alle fagfolkene, som installerer BWT’s produkter. Ifølge Jesper Olsen er det netop, hvad vvs-messen kan:

– Det er et vindue ud til installatøren og ud til vvs’eren. Vi forventer at møde en masse gode samarbejdspartnere samt en masse bekendtskaber, og at vi kan få lov til at dele en masse viden om vand.

Besøg fra Færøerne
En anden genganger fra tidligere år er den færøske virksomhed PB Consult, som er et ingeniørfirma, der rådgiver inden for vvs, kloak og vandforsyning.

Virksomheden har flere gange taget turen hele vejen fra Færøerne til den danske vvs-messe, og ifølge PB Consult er det turen værd at bytte det smukke, klippefyldte landskab ud for en stund med tre dage i selskab med kolleger, konkurrenter, leverandører og grossister.

- Vi tager ni medarbejdere afsted for at besøge messen, og det glæder vi os meget til, siger Pætur Húsgarð, der er direktør for PB Consult.

- Når vi ligger langt ude i Atlanten, foregår korrespondancen altid over mails eller via telefonsamtale, så derfor er det meget godt at møde leverandørerne ansigt til ansigt og se det nye, som rører sig på markedet, forklarer han.

Flere oversøiske gæster
Hos arrangørerne bag Vvs’23 er man glade for, at messen kan gøre en forskel for vvs’ere, ingeniører og installatører på danske – og udenlandske landeveje.

– Vvs-messen har i mange år været Danmarks største fagmesse for vvs-branchen. Men vi er glade for, at der kommer gæster på tværs af farvande eller landegrænser. Ofte ser vi besøgende fra Norge, Sverige og Tyskland lægge vej forbi – og altså også færøske landsmænd på den anden side af vandet, som vi glæder os til at byde velkommen, siger Michael Helm, projektleder for Vvs’23.

En anden udenlandsk udstiller er Tapwell. Virksomheden er etableret i Sverige, men er først lige indtrådt på det danske marked, og derfor var det et oplagt valg at blive udstiller på Vvs’23, når hele branchen mødes under ét tag midt i landet.

– Det har været en prioritering fra Tapwells side at deltage på messen, selvfølgelig fordi vi er nye i branchen. Vi skal have løftet kendskabsgraden på vores produkt, og så ved vi også godt, at vores kolleger i branchen bruger meget tid og energi på at deltage på messen, og selvfølgelig skal Tapwell også være en del af det, fortæller Steffen Høglund, salgschef i Danmark for Tapwell.

– Grunden til, at vi kommer, er til dels, at vi vil have nogle nye kunder. Men det er også lige så meget grundet mine egne erfaringer, nemlig at det er det rigtige klientel, der kommer. Det er de rigtige personer, det er de rigtige beslutningstagere. Så den værdi, man har med sig for de par dage, messen varer, den er rigtig høj, fortsætter han.

-tmk

17/5 2023