Fængselsstraf og udvisning for udspekuleret tyveri fra lastbiler
Retten i Nykøbing F. afsagde torsdag dom i en sag, hvor en 31-årig mand fra Hviderusland var tiltalt for medvirken til tyveri og forsøg på tyveri for i alt omkring otte millioner kroner.
Den 31-årige var på baggrund af politiets efterforskning efterlyst og blev i foråret udleveret til Danmark fra Litauen, hvor han var blevet anholdt.
Han er dømt for i februar og marts 2025 at have medvirket til tyveri og forsøg på tyveri af forskellige produkter fra lastbiltransporter.
Satte GPS på lastbiler
Han har fulgt vogntogene fra et lager på Sjælland til blandt andet havnen i Rødbyhavn og monteret GPS’er på vogntogene.
Derefter har medgerningsmænd kunnet følge lasten gennem Europa, og det er i flere tilfælde lykkedes at bryde ind i lastbilerne på forskellige rastepladser på lastbilernes ruter.
Det er ifølge politiet en type kriminalitet, som er ”gennemført udspekuleret og professionelt”, og der har været tale om store værdier.
Den 31-årige blev idømt fængsel i to år og udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
Distræt varevognschauffør
Torsdag morgen var en motorcykelbetjent fra færdselspolitiet på vej ad Køge Bugt motorvejen mod nord, da en varebil blokerede vejen foran ham i fjerde vognbane.
Chaufføren kørte og talte i håndholdt mobiltelefon og bemærkede derfor slet ikke motorcyklen, der lå bag ham med udrykning over en længere strækning. Chaufføren var - 41-årig mand fra Køge – er nu sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon. Det giver både en bøde og et klip i kørekortet.
Elektriker kom i stødet
Torsdag eftermiddag skete der en arbejdsulykke i Ringsted, da en elektriker under arbejde med nogle solceller fik et stød gennem kroppen.
Manden havde synlige skader på hånd og arm og blev behandlet i en tilkaldt ambulance. Politiet sørgede for, at Arbejdstilsynet blev orienteret.
DanB